Tyrkiet var en katastrofe. Sportslig selvfølgelig, men også personligt. Konen og børnene hadede det, og den lille polske familie ville allerhelst tilbage til København, hvor de havde haft det godt og hvor ungerne havde deres legekammerater og konen hendes venner.
Danmark var nok også der Kamil nok kunne få den bedste løn, for der havde han et rigtig, rigtig godt navn. Sportsligt og økonomisk var FCK åbenlyst det mest attraktive valg, men af respekt for Brøndby, og fordi Kamil havde haft det rigtig godt der, spurgte man først på Vestegnen. Men sportsdirektøren dér (med en mangeårige fortid hos FCK) kunne ikke se fidusen i en dyr, aldrende angriber med hverken fremtids- eller salgsperspektiv, også selv om der var noget nær målgaranti i ham.
Så var der jo kun FCK at vælge imellem (FCN og Lyngby var åbenlyst ikke en mulighed), og de ville godt have den dyre aldrende angriber med målgaranti. Lige sådan en de unge fløse man havde rendende i angrebet havde brug for til at læne sig op ad.
Og så blev det sådan. Kamil holdt jo virkelig meget af Brøndby og deres fans, og han vidste godt at de ville blive sure. Men han var en voksen mand, tænkte han ved sig selv, han kunne nok tage det, og for ham kom familien først.