I sidste sæson formåede man at få bronze; ikke i suveræn stil, og der var langt op til sølv, men igennem det meste af et flot forår lå man meget pænt til.
De nærmeste konkurrenter er ikke blevet mere skræmmende. Randers er i bedste fald status quo, med afgangen af en profil i Bjarnason og med tilgang af habile – men heller ikke mere end det – Superliga-spillere i Marxen og Thygesen. (Så er der ham krøltoppen fra Dortmund, som sikkert sagtens kan blive en gevinst, men som må betegnes som en noget ukendt størrelse.) AaB har fået fasttilknyttet to lejesvende fra sidste sæson, men må sige farvel til deres bedste forsvarsspiller. Nordsjælland har ikke hentet en eneste, men må sige farvel til deres største stjerne i Uffe Bech og en fast starter i Tičinović.
For vores eget vedkommende er det også meget status quo; vi har tilknyttet en lejesvend og hentet en lottokupon til kanten, mens vi har sagt farvel til én der var nogenlunde fast omkring holdet, og Hasani har aldrig været en garanteret starter. Afgangene af Núñez og Laursen kan ikke betragtes som en svækkelse, da ingen af dem har spillet synderligt.
Nuvel, vinduet er ungt, og alle holdene kan nå at forstærke sig. Både AaB og Nordsjælland har dog et stort hul at udfylde før de når op på sidste sæsons baseline.
Hvis vi skal kigge op, har FCK forstærket sig med hvad der ligner markante profiler. I en dårlig sæson fra dem var vi reelt ikke i nærheden af at nå dem, og det ligner ikke at vi får mindsket afstanden. Man kan sagtens være ærgerlig over manglende ambitioner, men lidt forsimplet vil man være nødt til at have et højere budget for at kunne hale ind på FCK; ellers skal man enten satse på at alle FCK´s nyindkøb falder igennem, og de derved er svagere end sidste sæson, eller at man ved et trylleslag finder stjerner til ingen penge. Begge dele kan ske, men ingen af delene virker som noget man kan bygge sine målsætninger på.
Et interessant tankeeksperiment ville være hvordan man havde reageret hvis Riddersholm havde sagt op inden man gik ind i transfervinduet. Hvis man tror at det kan få Midtjyllands organisation til at falde sammen, kunne Jan Bech Andersen måske overtales til at hoste op med nogle flere midler.
Jeg er alt i alt fortrøstningsfuld for udsigterne til at holde 3.-pladsen i næste sæson, men jeg tror ikke vi kommer tættere på toppen. På trods af Midtjyllands afsked med en træner de fleste af spillerne virker til at have holdt meget af, virker konceptet til at være så fast på plads – kombineret med tilgange af to profiler – at jeg ikke ser os komme i nærheden. Jeg tror dog FCK vinder mesterskabet.
If Phil Jackson came back, still no coaching me.