Jeg går mere ængsteligt end spændt ind til de kampe. Spillet er overordnet set ad helvede til bortset fra små enkeltglimt, og det er stadig svært at se de store ord om pasningsspil og tempo udmønte sig i flydende angrebskombinationer.
Forsvaret har i sæsonstarten sejlet, omend der er kommet prop i mod de seneste modstandere, der dog alle forventes at slutte i den nedre del af tabellen. Jeg gruer for, hvad der sker, når vi skal møde de to forventede tophold og en af konkurrenterne til tredjepladsen. Johan Larsson, som spillede et godt forår, har været helt væk her i efteråret og gang på gang efterladt enorme rum for modstanderne og demonstreret, lad os kalde det moderat vilje til tilbageløb, Riza har i den anden side heller ikke imponeret på trods af landsholdsudtagelse, og den defensive midtbane mangler som altid stabilitet. Ørnskov og Phiri har delt pladsen, og begge har været uhyre svingende i deres præstationer.
Offensivt har vi på trods af de seneste års investeringer i kanterne (Szymanowski, Hasani, Rashani, Eriksson) ikke en skid at komme med derude. Jeg tror på, at Eriksson bliver god for Brøndby, og der er antydninger af noget fint med ham og Larsson, men han er der ikke endnu. Rashani tror jeg aldrig vi får noget at se fra ud over den sporadiske returbold, han jerner i nettet, og Hjulsager skal have et los i røven. Så er det op til den offensive midtbane at kreere noget, og her er Nørgaard for vattet og Kahlenberg skadet.
Thomas Frank har så tilsyneladende indset, at det ikke er et koncept at pløkke lange bolde efter Pukki, der så "overrasker" forsvaret og løber dybt, og han har derfor valgt at spille med en hængende angriber i den seneste kamp. Så må vi se, om det er kommet for at blive, men faktum er jo så, at vi ikke har nogle udskiftere til de pladser, eftersom Schwartz vel er garderingen for Pukki, og Elmander er blevet midtbanespiller.
Truppen er for ringe og skævt sammensat (tre jævnbyrdige venstrebacks?), konceptet er to år inde i Frank-æraen stadig under udvikling, særligt i forhold til offensiv midtbane/hængende angriber, og spillerne virker på trods af løbevilje og kampgejst (som manglede i starten af sæsonen) ude af stand til at sammensætte tre afleveringer i træk. Men Rønnow er startet fint, og Pukki scorer okay med mål, så det kan jo da være, at det holder os inde i kampen. Alle de andre hold slår jo også hinanden. Det er vanvittigt, at vi efter kun 1 point i de første fire kampe nu er på omgangshøjde med de formodede konkurrenter til 3.pladsen (AGF, OB, AaB og Randers).
Så ja, det bliver "spændende" at se, hvad holdet er lavet af, og om det er de samme spillere, der er her, når de kampe skal spilles. Jeg håber, at Franks tilbagevende forsvar med de forrykt mange kampe, holdet har spillet på dobbelt-forrykt kort tid virkelig er forklaringen på den elendighed, jeg søndag efter søndag er vidne til.