I forplumrer debatten med inddragelsen af økonomiske teorier.
Det her er et semantisk problem.
Ved "godt købmandskab" forstår Crazy at minimere sine tab ved en dårlig handel. Ved "godt købmandskab" forstår flere andre det, at lave en god handel. Altså at opnå et afkast (herunder også sportslige resultater o.a., der ikke lader sig måle i kroner), der overgår det investerede.
Begge sider kan i og for sig have ret, men Crazy har en pointe i, at der er enormt mange ubekendte ved spillehandler (altså præsterer spilleren f.eks. i den nye klub), hvorfor "en god handel" er noget mere tentativ/baseret på en række faktorer, der er fuldstændig ude af købmandens hænder.
Købmandens ageren har derimod en virkning, når han søger at minimere tabene - det kan købmanden være mere eller mindre god til, men han kan aldrig gøre spilleren bedre eller dårligere end forventet. Ved spillerhandler, hvor afkastet er så volatilt, kan det derfor give mening at tale om "godt købmandskab", når tabet bliver minimeret, for her er købmandens individuelle ageren afgørende. Omvendt kan man sige, at "godt købmandskab" også omfatter at vurdere investeringen og fastsætte realistiske forventninger, og her fejler BIF ofte, synes jeg.
Når alt kommer til alt, så taler empirien for, at man gjorde en dårlig handel som så mange gange før. BIF har det med at købe spillere med flotte CV´er, som sidder fast i en karrieresump - i stedet for at se på pedigree skulle man formentligt forsøge at scoute mere aktivt for at vurdere spillernes aktuelle niveau, uanset hvor de kommer fra og hvilken succes, de tidligere har haft. Det virker til, at man baserer forventningerne på CV´et frem for det aktuelle niveau, og så er det jo klart, at man kommer til at betale for meget og desuden blive skuffet igen igen.
Det her er et semantisk problem.
Ved "godt købmandskab" forstår Crazy at minimere sine tab ved en dårlig handel. Ved "godt købmandskab" forstår flere andre det, at lave en god handel. Altså at opnå et afkast (herunder også sportslige resultater o.a., der ikke lader sig måle i kroner), der overgår det investerede.
Begge sider kan i og for sig have ret, men Crazy har en pointe i, at der er enormt mange ubekendte ved spillehandler (altså præsterer spilleren f.eks. i den nye klub), hvorfor "en god handel" er noget mere tentativ/baseret på en række faktorer, der er fuldstændig ude af købmandens hænder.
Købmandens ageren har derimod en virkning, når han søger at minimere tabene - det kan købmanden være mere eller mindre god til, men han kan aldrig gøre spilleren bedre eller dårligere end forventet. Ved spillerhandler, hvor afkastet er så volatilt, kan det derfor give mening at tale om "godt købmandskab", når tabet bliver minimeret, for her er købmandens individuelle ageren afgørende. Omvendt kan man sige, at "godt købmandskab" også omfatter at vurdere investeringen og fastsætte realistiske forventninger, og her fejler BIF ofte, synes jeg.
Når alt kommer til alt, så taler empirien for, at man gjorde en dårlig handel som så mange gange før. BIF har det med at købe spillere med flotte CV´er, som sidder fast i en karrieresump - i stedet for at se på pedigree skulle man formentligt forsøge at scoute mere aktivt for at vurdere spillernes aktuelle niveau, uanset hvor de kommer fra og hvilken succes, de tidligere har haft. Det virker til, at man baserer forventningerne på CV´et frem for det aktuelle niveau, og så er det jo klart, at man kommer til at betale for meget og desuden blive skuffet igen igen.