Så er det ved at være tid. På onsdag tages der hul på DFB Pokal:
http://www.bold.dk/snak/index.php?action=thread&id...
ACHTUNG! RÄUBERWARNUNG
Herunder er slutresultatet af den kommende sæsons Bundesliga:
Der er 4 grupperinger: Toppen, sub-toppen, midten og bunden.
Jeg forventer, at bundslaget bliver noget af det tætteste i årevis.
1. Bayern München
Bayerns trup er bedre og bredere end konkurrenternes. Man kan kun gribe efter halmstråene som peger imod en succes.
- Ribery er ude med en skade de første uger af turneringen
- Klose spillede foråret og EM med en ankelskade og Toni har p.t. skadesproblemer
- Rensing slår ikke til som afløser for Kahn (Butt vil være den rene katastrofe)
- Hvis Bayern løber ind i en krise kommer latterliggørelsen af Klinsmanns metoder. Kan han håndtere en krise med Rummenigge og Beckenbauer som modspillere ?
--------------------------------------------
2. Werder Bremen
Erfarne spillere er erstattet af uprøvede talenter, Mertesacker er knæskadet og Sanogo fik malaria i Afrika.
Dertil har Diego og Tosic valgt at deltage i verdens mest ligegyldige landsholdsturnering, dame NM inklusive.
Jeg formoder, at Allofs får bragt en ny klasseangriber til klubben inden september.
Flere unge spillere skal for alvor slå igennem for at 2. pladsen kan nåes (Hunt, Özil, Boenisch, Prödl, Harnik).
Og så skal manden med Bundesligaens bedste Ramones hår have en skadesfri sæson.
3. Schalke 04
Fred Rutten er ny træner for de smølfeblå, og det skulle gerne give noget ro på trænerposten.
Rutten har taget Englehår med fra Twente og han udgør Bundesligaens fysisk stærkeste midtbaneduo sammen med Jermaine Jones, men holdet ser ikke umiddelbart stærkere ud end sidste år. Bordon og (især) Krstajic er ved at være ovre sidste salgsdato. Rafinha spilder starten af sæsonen i Beijing.
For en god Schalke sæson taler at sidste års indkøb (Grossmüller, Rakitic, Zé Roberto, Streit, Sanchez)
burde have tilpasset og forbedret sig, og at Neuer har fået mere erfaring. Farfan er lidt af et spørgsmålstegn. Måske bliver han
løsningen som makker til Kuranyi.
4. Wolfsburg
Jeg tror, at Magath desværre løfter Wolfsburg et par numre længere op i tabellen. Han hentede omtrent et helt hold før den seneste sæson, som han fik til at fungere ganske pænt. Igen i år har Magath shoppet som en anden Abramovich. Barzagli, Zaccardo, da Silva og Misimovic er blandt de nye forstærkninger. Især de italienske forsvarssspillere er spektakulære indkøb.
5. VfB Stuttgart
Jeg håber, at Stuttgart kan nappe en UEFA Cup plads, da de ikke skal bruge kræfter på CL.
Lehmann og Boulahrouz står på min liste over usympatiske fodboldspillere, så de investeringer har jeg ikke så meget til overs for. Meiras exit er et tab for Stuttgart. Han er lige så svinsk i sit spil som Boulahrouz, men en langt bedre fodboldspiller.
Meget kommer til at afhænge af Gomez/Cacau duoen i front. Især hvis Marica ikke kan løfte sidste sæsons niveau.
6. Bayer Leverkusen
Manden med XXL lårene, Bruno Labbadia, er ny cheftræner på et ungt Bayer hold. Det bliver spændende i sig selv.
Leverkusen har hentet et par unge brasilianere til klubben, den ene på lejebasis fra Barcelona. Det kommer til at koste tid og point, hvis de skal integreres på holdet, hvor Ramelow og Barbarez er væk, og Bernd Schneiders gamle ben har fået sværere ved at holde til topfodbold.
Patrick Helmes er det mest opsigtsvækkende nyindkøb hos pilleklubben. De unge spillere har erfaring nok til at spille en UEFA Cup plads hjem.
7. HSV
Jeg antager, at VdV (Vil dæleme Væk) sælges til Real Madrid inden transfervinduet lukker. Dermed vil HSV miste sin anfører på et noget uheldigt tidspunkt. Den nye træner, Martin Jol, får noget at se til med at få reorganiseret et i forvejen ikke særligt slagkraftigt angreb. Det er formentligt nu eller aldrig for Guerrero og Zidan.
HSV skal forsøge at hente en UEFA Cup plads på et yderligt mandat.
----------------------------------------
8. Hannover 96
Schlaudraff og Forssell er 96s nye angrebshåb. Men Schlaudraff/Forssell eller Hanke/Stajner? Jeg kan ikke se nogen kvalitetsmæssig forskel. Ellers er det meste ved det gamle. Også placeringen.
9. Borussia Dortmund
Jürgen Klopp får smidt nogle forventninger på sine skuldre han ikke har haft før. Til gengæld må han om nogen være manden som får banket noget selvtillid ind i Dortmunds spillerne. Sidste års 13. plads bør kunne forbedres, selv om Wörns, Pienaar og Degen er væk og Frei og Tinga p.t. skadede.
Sahin er tilbage i klubben og Owumoyela og Hajnal er hhv. forstærkninger til forsvar og midtbane.
Med sejren i Super Cup´en er Dortmund allerede sikret en mindre triumf i sæsonen.
10. Eintracht Frankfurt
Det må være nu at investeringerne i Fenin og Caio skal give afkast, efter et halvt års indkøringstid.
Frankfurterne har heller ikke købt stort ind i sommerpausen.
Kyrgiagos er væk. Til gengæld er spilleren med det fine fodboldnavn, Liberopoulos, dukket op sammen med Bajramovic og Steinhöfer. Jeg er ikke helt overbevist om at udskiftningerne er til det bedre.
11. Hertha BSC
Hertha har hentet nogle brasilianere til den nye sæson. Den mest interessante er midtbanespilleren Cicero, som sammen med Raffael og Pantelic bliver de offensive esser.
Midlerne er stadig for beskedne til at Hertha kan spille med om topplaceringer. Omvendt er holdet for godt til at komme i nedrykningsfare.
---------------------------------------------
12. Bochum
Testkampene op til sæsonstarten har ikke givet en eneste sejr, men mange kampe med et undertippet hold har de seneste år gået Bochums vej i Bundesligaen, og jeg kan ikke se hvorfor det skal ændre sig i denne sæson. Jeg tvivler på, at Hashemian og Freier er større forstærkninger, det er stadig Sestak som bliver den offensive nøglespiller. Sandsynligvis vil Bochum kun ende få point over nedrykningsstregen.
13. Borussia Mönchengladbach
Sidste sæsons vinder af 2. Bundesliga er næsten uændrede fra oprykningssæsonen og kommer med i hundeslagsmålet om at undgå nedrykning.
Oliver Neuville (35) er stadig klubbens største profil. I den, aldersmæssigt, anden ende kan Marko Marin (19) måske få sit BL gennembrud, efter han har debuteret på det tyske landshold.
14.1899 Hoffenheim
Umiddelbart ser Hoffenheims spillertrup ikke skræmmende ud. Foreløbig har tilgangen af spillere til den nye sæson været yderst beskeden. Mon ikke Dietmar Hopp slipper nogle millioner løs til nyindkøb, hvis tingene skulle falde uheldigt ud fra starten.
Rangnick er en kløgtig træner og vel egentlig klubbens største profil.
Obasi er væk de første uger pga. OL.
15. Karlsruher SC
Har mistet et par stamspillere men har hentet da Silva i Stuttgart.
Efter en forrygende start tabte KSC sidste sæson pusten i 2. sæsonhalvdel i comeback sæsonen i Bundesligaen og tabte bl.a. 0-7 til HSV. Jeg tror, det mere beskedne niveau fortsætter, og alt bedre end en 16. plads må være tilfredsstillende.
16. 1. FC Köln
Det kan nemt blive en returbillet til 2. Liga for klubben med de store traditioner og mange tilhængere. Når Leverkusen kan opsluge spillere som Sinkiewiscz og Helmes, så kommer man i problemer.
Umiddelbart ligner Petit et scoop, men spørgsmålet er, om ikke det nærmere er Petit som er ved at lave en "Guardiola".
Det ligner en svær sæson for kölnerne, uanset Daums evner som indpisker.
17. Energie Cottbus
Igen utallige nyerhvervelser af østtyskerne.
Og igen relativt profilløse spillere, heraf adskillige fra Østeuropa.
Prasnikar trak Cottbusserne op af nedrykningsdyndet i foråret, men jeg tvivler på at det lykkes denne gang. De massive udskiftninger, hvor middelmådige spillere afløses af andre middelmådige spillere er næppe vejen frem.
18. Arminia Bielefeld
Katongo som forstærkning ? Det bliver meget svært for Bielefeld i år. Deres forhåbninger må ligge i, at der er temmelig mange klubber som også har beskedne midler og som realistisk set kan rykke ned.
Böhme er stoppet som spiller, og Zuma er rejst hjem.
Frontczek får sit hyr med at gentage sidste sæsons redningsaktion. Måske er han et godt bud på årets første trænerfyring.