Er der nogle af jer, som kan fortælle mig, hvorfor vi har det historisk svært med at implementere nye angriber på holdet?
Der er næppe en enkeltstående ultimativ sandhed, som nogen af os kan ramme lige i røven, men mit gæt er, at det langt hen ad vejen er et spørgsmål om manglende kontinuitet kombineret med priserne på dygtige 9´ere, hvortil vi kan lægge gigantiske selvmål i forsøget på at gøre "gode handler".
Går vi tilbage til starten, så var Drogba en kæmpesucces. Anelka var ikke så dårlig igen. Torres var et kæmpeflop. Shevchenko var et flop. Costa var god når han gad. Morata var et flop. Batshuyai var et flop. Lukaku var et flop. Og indtil videre har Aubameyang været et flop. Broja og Dofana er spørgsmålstegn.
Hvad har kendetegnet alle flop-spillerne? De har konsekvent været prestige-køb som ikke var gennemtænkte og som ikke gjorde det, træneren havde brug for.
Torres skulle erstatte Drogba, men hvilken type spiller var han, da vi købte ham? Dårlig acceleration grundet skaderne, så det haltede 1 mod 1 og i omstillinger, og ikke nok fysik til at være en target man. Hvad kunne han reelt? Hvad var ideen med ham? Det var uklart og det blev aldrig åbenlyst.
Shevchenko blev købt fordi han var en megastjerne for Milan. Hvilke kvaliteter havde han, som vi havde brug for? Han var oppe i alderen, ikke så hurtig som han engang var, og han skiftede til en hurtigere og mere fysisk liga end Serie A. Det burde ikke have været en overraskelse, at han fik det svært.
Morata var et flop. Hvorfor? Fordi Conte ville have en target man med fart og Morata er "stor", men han er ikke typen, der kan lide slagsmålene. Han sætter sig ned og vifter med armene, frem for at skubbe lidt hårdere tilbage.
Bahshuyai endte med at være et flop, hvorfor? Dels fordi hans personlighed er uprofessionel og useriøs, og dels fordi han er en poacher af guds nåde og meget lidt andet, og det trænerne ønskede på det tidspunkt var deltagende, slidende 9´ere med god fysik.
Lukaku var et megaflop, hvorfor? Han er meget stor, meget stærk, og meget hurtig. Tuchel kasserede Giroud fordi han var for langsom og statisk og Tammy fordi han var for svag i nærkampe. Lukaku sætter flueben i alle bokse. Han er optimal.
Bortset fra at Lukaku er en kontra-spiller, der ikke deltager meget i det defensive arbejde, og som ikke rigtigt bryder sig om mand mod mand brydekampe medmindre han er betydeligt større end forsvarsspilleren. Og det Tuchel ønskede var klinisk afsluttende og defensivt deltagende slider-9´er, der kan agere target man, være dynamisk placeret, og skabe plads til medspillere.
Grundlæggende, vi har haft en bunke angribere, der ikke gør det, træneren har ønsket fra sin 9´er. Og sagt lidt anderledes, så har vi haft en række trænere, der har været aldeles og totalt uvillige til at tilpasse taktikken til at matche det, deres respektive 9´ere nu engang er gode til.
Lukaku kan sagtens blive en god angriber i PL. Han er lidt usynlig mod de bedste hold, men de skal stadigvæk gøre et eller andet for at markere ham, og der er mindst 2 gange 15 kampe mod hold under top 4. Det kræver bare, at vi forsøger at gøre ham god. At vi forsøger med hurtige omstillinger. At vi forsøger at finde ham i boksen og lave løb omkring ham. Det var Tuchel så bare ikke villig til og derfor var Lukaku et forfærdeligt køb.