Jeg er personligt ikke overbevist om, at Chelsea spiller sin stærkeste formation i den nuværende 4-2-3-1/4-3-3.
For mig at se er truppen i højere grad 3-4-3 med to 10´ere.
Så løber vi igen ind i problemet med, at når 3 CB´ere og 2 CM´ere er bundet fast til defensive opgaver, så begynder det at være afsindigt forudsigeligt hvordan vi spiller og hvem der gør hvad hvornår.
Og de 5 spillere nævnt vil være bundet. De 3 CB´ere fordi der er meget få CB´ere med offensive evner, og de to CM´ere fordi der ikke er en forsvarskæde i verden, der kan holde, hvis man ikke lukker rummet omkring den.
Og det næste spørgsmål bliver så selvfølgelig, om vi faktisk har nogle midtbanefolk, der kan lukke det rum i en tomands-midtbane? Caicedo, Gallagher, Uko, og Lavia burde kunne det, men Lavia kan ikke spille, Uko er ikke så god at han skal være en bærende spiller, Gallagher er blevet misbrugt ude af position nok til at jeg godt kan være nervøs for hans overblik længere tilbage på banen, og Cai virker til at have enorme problemer med at koncentrere sig om at spille fodbold.
Og så er der folk som Enzo og Casadei, der simpelthen er lidt bedre, når de får lov til at flyde rundt på banen, frem for at være placeringsmæssigt låste. Enzo er i øvrigt ikke en specielt god 6´er.
I forhold til wingbackerne, så er det også et problem. Chilly og James er okay som wingbacker når de er 100%, men hvor stor en del af sæsonens kampe vil det være tilfældet? Gusto kan dække højre wingback, men hvem er alternativet på venstre side?
Og lidt mere ideologisk, er det så gennembrud på wingbacks, vi gerne vil være afhængige af? Er det den spillertype, vi gerne vil være pinedød afhængige af?
Det er selvfølgelig muligt at lave en asymmetrisk udgave, hvor venstre wingback er defensiv og højre wingback er offensiv, og venstre 10´er så reelt er en venstre kant, og måske er venstre CM så lidt mere offensiv, og så videre. Det er muligt at spille 3-back defensivt og 4-back offensivt.
Men det er relativt svært at spille 3-back uden at have 3 CB´ere samt to CM´ere med kompetencerne til at spille 6´er, og der er ikke voldsomt mange folk derude, der kan dække de roller godt nok, uden at det koster en del i forhold til potentielle evner i den anden retning af spillet.
Og der hvor en 4-back virkelig vinder point er ved at være ekstremt fleksibel. Det er fordelen ved en regulær 4-3-3. Hvem ved hvad det i grunden er for en opstilling? Der er mindst én defensiv midt på midtbanen og der er mindst to CB´ere, men hvad ved man i grunden om de andre roller?
Backs kan være offensive som i Liverpool eller defensive som i City. Midtbanen kan være offensiv som i City eller defensiv som i Liverpool. De to kantangribere kan være regulære kantangribere eller de kan være indvendige tiere eller de kan være gammeldags fløje. 9´eren kan være en target man eller det kan være en falsk 9´er eller en kontra-løber.
Men det er en 4-3-3. Vi er i stedet i gang med at låse os fast i 4-2-3-1, hvor det endvidere er lykkedes for Poch at gøre det super uklart hvornår det faktisk er de to centrale CM´eres opgave at gøre noget som helst. De skærmer ikke forsvaret, deres offensive bidrag er tvivlsomt, og de er ikke aksen som opspillet er centreret omkring.
Tilsvarende er det problematisk, at backs har en uklar opgave. Offensivt skal de være moderne, for de to udvendige 10´ere står typisk snævert, med fokus på kanalen på ydersiden af modstanders CB´ere frem for ydersiden af modstanders backs. Bredden i offensiven forsvinder typisk, hvis ikke vores backs leverer den. Men defensivt er der omvendt absolut nul dækning bredt, hvis ikke backs er hjemme.
Det er ikke som sådan et 4-back problem, dog. Det er, i min optik, mere et "træneren har bly i røven" problem.
Ellers har succeshistorier fra Conte og Tuchel være med 3-backkæder sådan umiddelbart.
Men har de to folk reelt været succeshistorier? Ja, vi vandt trofæer med dem, men første de trofæer til langsigtet fremgang og taktisk udvikling eller til taktisk stagnering? Her er det nok også værd at overveje, hvordan de to trænere formåede at vinde nævnte trofæer. Begge spillede aggressiv anti-fodbold med fokus på at straffe modstanders fejl, og de havde begge deres succes før deres tilgang blev gennemanalyseret. Og de formåede ikke at omstille efterfølgende.
Conte var endvidere afhængig af en høj grad af erfaring og samspilning i en snæver trup. Der var ikke nogen anvendelse af unge spillere, hvis han kunne undgå det. Fokus var konservativ kontra-fodbold, for det var nu engang den type fodbold, som Conte rigtigt forstod.
Tuchel spillede med en offensiv midt som 9´er og en offensiv 8´er på den ene af 10´erne. Og så selvfølgelig to fuldbacker. Det var de offensive 5. Og de var tilmed ret låste. Fokus var på overfaldsfodbold på modstanders midtbane, men hvad skete der, når modstander holdt op med at holde på bolden i de områder og bare slog lange afleveringer direkte forbi det rum?
Det der skete, og som Tuchel aldrig fandt et godt svar på, var at de kunne udfordre vores defensiv ret direkte og give store problemer. Og hvis vi overkom det, så var det pludselig os, der skulle spille bolden op gennem vores midtbane. Langsomt og møjsommeligt. Og med stor risiko for at blive udsat for modstanders høje pres.