Nåh, så fik vi da lukket lidt galde ud :)
Dagen derpå er jeg nu stadig irriteret, og medmindre RDM´s udtalelser er taget ud af en anden sammenhæng, synes jeg det er lige lovligt flabet at han mere eller mindre tørrer vores dårlige sæson af på AVBs (indrømmet) kaotiske halvsæson som manager. Du var jo altså også tilstede dengang, Roberto, men det har du måske fortrængt?
Isoleret set, er det jo ikke en katastrofe at tabe ude mod Liverpool, men sådan kan vi jo blive ved, og fakta er, at resultaterne i ligaen har været beskæmmende ringe både før og efter AVB. Så vidt jeg kan regne mig frem til, har vi taget 15 ud af 30 mulige point i de 10 kampe med RDM ved roret. Det er faktisk dårligere end med AVB. Vi har ikke vundet en eneste kamp i ligaen under RDM, som vi ikke også samtidig burde forvente at vinde med lethed.
Hver gang vi med RDM har mødt en stærk modstander i PL, har resultatet været skuffende, måske med undtagelse af det uafgjorte resultat mod Arsenal, som ret beset er udmærket.
Naturligvis hører de absolut mindeværdige pokaltriumfer med til historien, og havde vi ikke været i ChL og FA-cuppen, ville vi da utvivlsomt have stillet et stærkere hold i mange af ligakampene, hvilket formentlig havde givet en større pointhøst.
Konklusionen må først og fremmest være, at truppen som helhed slet ikke er stærk nok til at slås på så mange fronter samtidig. Vi kan stille et godt hold, som kan give de fleste kamp til stregen (Cech, Cole, Terry, Cahill/Luiz, Ivanovic, Lampard, Mikel, Mata, Ramires, Kalou(??), Drogba/Torres). Så snart vi piller et par stykker af disse ud (især på midtbanen) falder det hele fra hinanden, hvis vi møder kvalificeret modstand.
Der mangler i den grad kvalitet på midten af banen. Så snart Lampard og, i mindre grad, Mikel, er på bænken eller har et formdyk, har vi overordentligt svært ved at få noget til at hænge sammen, og som vi så igår er der altså for stor kvalitetsforskel på alternativerne (Meireles, Essien, Romeu, Malouda).
Naturligvis hænger verdensklasse midtbanespillere ikke på træerne, og hvis man vil være sikker på at få den ægte vare istedet for fx endnu en Meireles, vil det utvivlsomt koste et betydeligt beløb. Købene af Marin og de Bruyne er da fine nok, men de løser i min optik slet ikke det største problem på midten af banen.
Tidligere har vi været forvent med midtbanefolk af høj, høj klasse såsom Makelele, Ballack, Deco, og en uskadet Essien. Dengang manglede vi i nogen grad dygtige offensivspillere med fart som kunne lidt på egen hånd. Nu har vi Mata og Sturridge (hvis han kan finde formen igen) som kan lidt af den slags, men maskinrummet er i sørgelig grad næsten tomt for folk med den fornødne klasse.