Jeg er enig, jeg synes de bagerste geledder ser ganske fine ud. Der mangler lige en backup/konkurrent til højrebacken, men ud fra de seneste udtalelser der kommer fra Marseille, så skulled et være realistisk at de sælger Cesar Azpilicueta. Her står Chelsea som favorit til at hente ham og Liverpool som "konkurrenten". Jeg kender ikke meget til ham, men ud fra hvad jeg har læst mm. virker han interessant. Og med ham ind på holdet, så ser jeg defensiven som komplet.
Rent faktisk ser jeg holdet som komplet. Jeg synes der er kommet nogle rigtig spændende offensive spillere ind. Hazard kender vi alle sammen i forvejen, og vi har sikkert alle kæmpe forventninger til ham. Marin var billig og blev også kaldt for "færdig", han ville aldrig nå det potentiale han havde for to år siden, men jeg synes han har vist rigtig flotte takter i pre-season. Måske han bare havde brug for luftforandringer og nu kommer ud for fuld styrke, og så kan han vise sig at være et rigtig godt køb.
Og så Oscar, jeg bliver mere og mere begejstret for ham. Jeg så Brasilien - Egypten, OL kampen - og her var Oscar klart den bedste spiller med to assist. Det der glædede mig mest var at se, hvordan han falder dybt ned i banen og henter bolden, og fordeler den perfekt - og hurtigt efter (på trods af at han ikke er verdens hurtigste), er han med i offensiven og ligger dødbringende bolde ind i feltet. Og han har netop udtalt sig, at han er villig til at spille alle positioner, han vil bare have sin chance på broen.
http://www.sportinglife.…ay-anywhereDet betyder at han eventuelt også kan bruges på den dybe midtbane, ved siden af en Mikel. Men mon ikke det vil være mest fornuftigt at bruge ham på en offensiv position, og så lade ham falde tilbage.
Det eneste sted Chelsea (i mine øjne) er tyndt besat, taget i betragtning at de får en højreback, er angrebet. To angribere (Torres, Sturridge) er ikke nok til alle de kampe der skal spilles i denne sæson. Det nægter jeg at tro på. Men jeg mener helt klart at klubben skal sætte alt ind på Torres som førstevalg. Jeg tror Torres kan kommet til at shine og score rigtig mange mål, hvis han får tre typer som Hazard, Oscar og Mata bag sig. De kan alle spille ham i dybden, holde på bolden mm. lige efter Torres hoved. Så jeg håber inderligt at der satses på ham.
Sturridge ser jeg meget mere som kant end som boksspiller. Men efter hans eget hoved er han boksspiller, så jeg mener man bør give ham chancen for at bevise det. Og nu er muligheden der til det. Jeg synes Sturridge er en rigtig dygtig spiller, han er engelsk, hvilket også er et kæmpe plus og han har potentiale til noget stort. Desværre viste han alt for mange egoistiske tendenser sidste sæson, alt for mange. Og det er der bestemt ikke brug for, specielt ikke med den offensiv klubben har nu, hvor der lægges op til meget boldflytteri. Men jeg mener man bør give ham chancen, og så ellers gøre det klart for ham, at han spiller for holdet og ikke for sig selv.
Men hvem skal den sidste angriber så være. Jeg er meget imod at hente Falcao, Lewandowski eller Cavani for et stort beløb. For hvem er så førstevalget af den nye og Torres? Så er der muligheden for at hente en yngre, semi-god angriber, men hvad skulle pointen være i det når klubben har Sturridge? Jeg mener derfor, om han er klar eller ej, så behold Lukaku. Han er en type spiller som er meget svær at stå overfor. Lad ham blive spillet ligeså stille ind, i cup kampene f.eks. Så kan Torres og Sturridge klare liga og CL. Jeg tror det vil være godt for Lukaku at blive lånt ud, men hvorfor skulle det ikke også være godt for ham at blive, hvis han altså får spilletid? Specielt når det lige er ham vi står og mangler - en tredje, ikke alt for "fokus-tagende" angriber. Og en type der er meget anderledes end de to vi allerede har.
Så kør angrebsrangerigen: Torres - Sturridge - Lukaku, og hvis det så ikke giver nok mål, ja så må man se på mulighederne for at udleje Lukaku og købe en ny angriber til Januar.