Lad os så fx antage at Mou ikke var blevet fyret - kunne han have vundet en titel, tre cups og en CL på seks år?
Han ville jo have sagt op længe før. Mourinho er altså ikke en portugisisk Ferguson. Taktisk kan han matche Fergie, men på alle de andre områder er han underlegen. Fergie ser også på det lange perspektiv, på spillerudvikling og økonomi, hvor Mourinho udelukkende ser på holdet nu og her og hvordan man vinder næste kamp.
Hvor mange akademi-spillere har Mourinho brugt gennem årene i Chelsea, Inter og senest Real? Hvor mange er i stedet bare blevet købt ind, mens folkene fra akademiet i bedste fald har rådnet op på bænken?
Jeg ved ikke, om Roman giver fem potter pis for langsigtede planer, men som både Chelsea-fan og økonom er jeg en kæmpestor tilhænger af effektivitet. Det er vanvittigt ineffektivt, at vi først køber for latterligt mange penge talenter, dernæst bruger enorme mængder tid på at forsøge at udvikle dem, og så sparker vi dem ud i kulden ved at købe den ene efter den anden efter den tredje verdensstjerne, med masser af erfaring, som talenterne så bare skal slå af, for overhovedet at få spilletid på højeste niveau. Det er simpelthen bare en åndssvag måde at bruge pengene på.
Andre ser måske de trofæer, som "køb, køb, køb" tilgangen vinder, men jeg ser i ånden alle de trofæer, vi kunne have vundet, hvis vi havde brugt ressourcerne fornuftigt. Hvis vi i stedet for fejlkøb efter fejlkøb havde brugt Romans penge på at opbygge samme fundament, som Man Utd og Arsenal har.
Shevchenko-pengene var spildte. Torres-pengene var spildte. Kezman? Ballack? Meireles? Kannibalen? Villas-Boas? Mon ikke de tilsammen løber op i mere end de første 100 mio pund, som kunne være blevet brugt på et nyt stadion? Broen er jo desværre en økonomisk begrænsning, så hvis vi nogensinde vil dels konkurrere med fodboldvirksomheder på størrelse med Man Utd og dels vil være i stand til at løbe rundt, så skal vi pinedød have det problem løst.
I stedet smider vi halve og hele milliarder i forsøget på at opnå kortsigtet succes, som forsvinder som dug for solen, den dag Roman ikke gider mere. Den dag virker måske langt ude i fremtiden, men den dag kommer nødvendigvis. Måske i morgen, måske om ti år. Men den kommer.