Kom dummere. Du morer dig over at Mou gør Wenger, men især sig selv, til grin på et pressemøde, men finder det forkasteligt, når Wenger lader sig tirre.
I Wengers karriere er gårsdagens kamp vel i Top 5 over dårlig opførsel, mod sin personlige nemesis, som ydermere er en infantil provokatør, der har kaldt Wenger alverdens ting gennmem tiden.
INGEN trænere synes det er morsom at tabe og et fåtal af ligger sig fladt og når det sker, især til direkte konkurrenter. Det har Mou heller ikke just en tendens til.
Hvis Wenger får en tur på tribunen, er det sådan det er. Det er dog, til stadighed, langt fra hvad den mand du finder morsom og visionær ellers har præsteret, så det kan undre at du finder det så forkasteligt. Det gør det, alt andet lige, vanskeligt for dig at gå i brechen for Mou fremover.
Mourinho lykkes, i modsætning til Wenger, med det han gør såvel ude som inde på banen. Det er en kamp mellem en der drømmer og en der er realist. José har taget Wenger, og det virker næsten umuligt for Wenger, at slå ham.
Jeg står bestemt ikke på mål for Josés utilstedelige adfærd, men forsøgte mig med en debat de to personer i mellem. Mourinho har Wenger i sin hule hånd, men han har selvfølgelig stukket en finger i øjet på en anden træner, så den går nok ikke.
Ja, selvfølgelig morer jeg mig over, at træneren for det hold, jeg holder med, udklasserer træneren, for det hold du holder med, gang på gang. Det er vel en del af fodbolden. Så kan du morer dig over, at Mourinho har optrådt totalt uanstændigt i sin tid hos Real Madrid og for så vidt også i Chelsea.