@aagaard2
Selvfølgelig vil alle, både Chelsea-fans, neutrale og Chelsea haters, gerne have at spillet er underholdende og flydende i 90 min.+ i hver eneste kamp i løbet af sæsonen. Men det er utopi at tro at det nogensinde ville være tilfældet. Fodbold er, helt nøgternt, ikke et flot spil. Det er udelukkende følelserne og stemningen omkring en kamp der gør det til noget spændende. Min kæreste er et godt eksempel. Hun kunne ikke være mere ligeglad når der er en Chelsea kamp på TV, men de gange hun har været med på Stamford Bridge, selv til ungdomskampe, må hun tage sig i at blive pinligt berørt over de udbrud hun kommer med når der er taklinger, afgørende chancer, osv.
Jeg ved ikke hvor den evindelige kritik af Chelsea er startet henne. Klubben er så afgjort blevet til alle andre holds hadeklub nr. 1; en titel som Man U. ellers har haft i mange år. Uden at jeg vil hentyde til at der er nogen kampagne fra mediernes side imod Chelsea, så er det tydeligt at de malker koen så meget som muligt ved at skabe så meget negativ sensations-energi omkring Chelsea og især Mourinho. Deres mål er udelukkende eksponering, og det får de ikke med positive headlines omkring Chelsea. Heldigvis er kommentatorerne her i England med få undtagelser ret neutrale, i modsætning til derhjemme hvor det er forfærdeligt at høre på tidligere spillere hvis tilhørsforhold gør dem fuldstændig blinde ud over al rationalitet.
I forhold til denne her sæson hvor anden halvdel selvfølgelig ikke har været prangende spillemæssigt, mem hvor man trods alt har (antager jeg) sikret sig ligaen med ret komfortabel margin, så har jeg flere gange tænkt på hvordan hele kritikken havde været hvis ikke Chelsea havde tabt de to kampe til Newcastle og Tottenham og stadig havde en ubesejret record. Tænker man 11 år tilbage på Arsenals invincibles, så var det ikke fordi deres spil i den sæson var en gave til fodbolden. 26 sejre, 12 uafgjorte. Ud af de 26 sejre var 14 af dem på kun et måls forskel. En samlet målscore på 73-26. Det er et marginalt lavere mål/kamp end det Chelsea er på her efter 33 kampe. Selvfølgelig er en ubesejret sæson en bedrift, men den kom ikke igennem imponerende spil igennem hele sæsonen. Det var derimod igennem en generelt lav-risiko spillestil hvor man stillede sig tilfreds med 1-måls-sejre fordi det bragte klubben tættere på mesterskabet.
Mourinho kunne sagtens have holdt fast i spillestilen fra før jul og så håbet på at det ville bære hele vejen. Som Chelsea-fan bør man om nogen kunne huske hvordan Liverpool i sidste sæson havde det hele i egne hænder og mødte et halv-amputeret Chelsea-hold, men af uforklarlige årsager valgte en helt forkert tilgang til kampen og smed det mesterskab over til City.
Personligt sætter jeg kun pris på at vi har en manager der er kyniker nok til at vinde selv når spillet ikke fungerer og man er nødt til at gå på kompromis og arbejde som et hold når forsvaret sejler.
Jeg er ikke bange for at næste sæson skal blive en lang fortsættelse af foråret. Med en enkelt tilgang til den defensive del af holdet, tror jeg at offensiven nok skal vise meget bedre takter igen, samtidig med at unge spillere, især RLC, får muligheden for spilletid.
Jeg drømmer om at se Hazard, Oscar, Fabregas og Costa rulle PL forsvarer. Se nogle af de unge spillere få gode oplevelser med førsteholdet og at der bliver scoret +3 mål i en kamp i stedet for at prøve at spille 1-0 føringen hjem. Jeg er måske også en drømmer mere end realist, det skal jeg nok erkende.
Selvfølgelig vil alle, både Chelsea-fans, neutrale og Chelsea haters, gerne have at spillet er underholdende og flydende i 90 min.+ i hver eneste kamp i løbet af sæsonen. Men det er utopi at tro at det nogensinde ville være tilfældet. Fodbold er, helt nøgternt, ikke et flot spil. Det er udelukkende følelserne og stemningen omkring en kamp der gør det til noget spændende. Min kæreste er et godt eksempel. Hun kunne ikke være mere ligeglad når der er en Chelsea kamp på TV, men de gange hun har været med på Stamford Bridge, selv til ungdomskampe, må hun tage sig i at blive pinligt berørt over de udbrud hun kommer med når der er taklinger, afgørende chancer, osv.
Jeg ved ikke hvor den evindelige kritik af Chelsea er startet henne. Klubben er så afgjort blevet til alle andre holds hadeklub nr. 1; en titel som Man U. ellers har haft i mange år. Uden at jeg vil hentyde til at der er nogen kampagne fra mediernes side imod Chelsea, så er det tydeligt at de malker koen så meget som muligt ved at skabe så meget negativ sensations-energi omkring Chelsea og især Mourinho. Deres mål er udelukkende eksponering, og det får de ikke med positive headlines omkring Chelsea. Heldigvis er kommentatorerne her i England med få undtagelser ret neutrale, i modsætning til derhjemme hvor det er forfærdeligt at høre på tidligere spillere hvis tilhørsforhold gør dem fuldstændig blinde ud over al rationalitet.
I forhold til denne her sæson hvor anden halvdel selvfølgelig ikke har været prangende spillemæssigt, mem hvor man trods alt har (antager jeg) sikret sig ligaen med ret komfortabel margin, så har jeg flere gange tænkt på hvordan hele kritikken havde været hvis ikke Chelsea havde tabt de to kampe til Newcastle og Tottenham og stadig havde en ubesejret record. Tænker man 11 år tilbage på Arsenals invincibles, så var det ikke fordi deres spil i den sæson var en gave til fodbolden. 26 sejre, 12 uafgjorte. Ud af de 26 sejre var 14 af dem på kun et måls forskel. En samlet målscore på 73-26. Det er et marginalt lavere mål/kamp end det Chelsea er på her efter 33 kampe. Selvfølgelig er en ubesejret sæson en bedrift, men den kom ikke igennem imponerende spil igennem hele sæsonen. Det var derimod igennem en generelt lav-risiko spillestil hvor man stillede sig tilfreds med 1-måls-sejre fordi det bragte klubben tættere på mesterskabet.
Mourinho kunne sagtens have holdt fast i spillestilen fra før jul og så håbet på at det ville bære hele vejen. Som Chelsea-fan bør man om nogen kunne huske hvordan Liverpool i sidste sæson havde det hele i egne hænder og mødte et halv-amputeret Chelsea-hold, men af uforklarlige årsager valgte en helt forkert tilgang til kampen og smed det mesterskab over til City.
Personligt sætter jeg kun pris på at vi har en manager der er kyniker nok til at vinde selv når spillet ikke fungerer og man er nødt til at gå på kompromis og arbejde som et hold når forsvaret sejler.
Jeg er ikke bange for at næste sæson skal blive en lang fortsættelse af foråret. Med en enkelt tilgang til den defensive del af holdet, tror jeg at offensiven nok skal vise meget bedre takter igen, samtidig med at unge spillere, især RLC, får muligheden for spilletid.