Men de blev da kaldt talenter i forlængelse af en diskussion om chancen for at finde og udvikle en ny Pogba.
De blev nævnt i forlængelse af snakken om opportunity cost ved halvhjertet talentudvikling. I den sammenhæng er det jo i øvrigt ikke afgørende, om klubben har udviklet et talent fra han var 11 eller om knægten først blev købt som 18-årig.
Kulturmæssigt er der selvfølgelig en forskel, men det mere afgørende i indeværende diskussion er, at det kan koste kassen hvis man ikke kigger talenterne ordenligt efter, før man bare losser dem videre som salgsprodukter.
I Chelseas tilfælde har der ikke været en enkeltstående brøler på Pogba-niveau, men det er jo sigende, at efter vi lod Bertrand gå for småpenge har brugt 20-30 mio pund på at købe venstre backs, og ingen af dem har været bedre end han var.
Vi gad ikke hverken Mata eller De Bruyne som en direkte og målsøgende kantspiller, men vi har i stedet forsøgt os med Schürrle, Salah, Cuadrado og senest Pedro, og ingen af dem har ligefrem været flyvende.
Vi har haft Eto´o, Demba, Torres, Costa, Drogba, Falcao og Remy som angribere gennem de sidste to en halv sæson. Og ud over seks måneder fra Costa er det svært at påstå, at nogen af dem faktisk har været bedre end Lukaku.
Og listen bliver jo kun længere, hvis RLC, Ake, Musonda, Solanke, m.fl. nogensinde får udløst deres talent.
Problemerne med at integrere akademispillere på førsteholdet er nogle andre,
Selvfølgelig er problemerne nogle andre. Men Kemo var nysgerrig efter, hvorfor det var værd at gå op i, om de unge spillere får chancen, og det ville jeg jo gerne svare på, vel at mærke uden at det skulle blive alt for følelsesladet og fluffy.