Redigeretfre 29. okt 2010
Problemet har jo fra starten været at Abramo har antaget, at man som i enhver anden branche, mere eller mindre kan købe markedsandele ved at investere kraftigt.
For det første har han valgt en klub i en by, som allerede huser flere traditionsklubber, altså et mættet lokalmarked. Fodbold er, for mange, en vare man ikke skifter ud når man en gang har valgt "produkt". Det er muligt at man har vundet en del 13-åriges hjerter, men deres købekraft vil først gøre sig gældende senere. Bemærkelsesværdigt er det også, at de to største lokalrivaler har udviklet sig på lige fod, eller bedre og mere bæredygtigt end Chelsea.
Markedsandele kan selvfølgelig også, og sikkert med fordel, vindes udenlands. Det kræver dog trofæer og det over en årrække. Chelsea var en relativt ligegyldig subtop-klub, hvorfor det krævede at man skruede lønningerne voldsomt i vejret, for at lokke spillere til. Det har gjort at man har nogle uforholdsmæssigt store udgifter på denne post, som på sigt er svære at bringe ned igen.
Det er sandt at indtægterne er fordoblet, men hvor meget af det er merchandise og andre "faste" indtægter og hvor meget er mon præmiepenge?
Oveni i dette kommer så Financial Fairplay, samt en trup der skal fornys. Umiddelbart har Chelsea lang vej til at blive rentabel og man kan spekulere i, om det kan blive dyrtkøbte trofæer, når man ser på den boble Abramo har skabt. Glider Chelsea igen ned i glemslen, bliver det ikke i et par år, men med stor sandsynlighed for evigt, da man ret beset intet håndgribeligt, har fået ud af pengene.