Jeg ved godt, vi har haft 11 spillere på banen, men jeg mener helt og aldeles, at Thomas Tuchel har den største andel i CL-pokalen af alle.
Den største andel? Ud fra den tanke, at vi næppe ville have spillet med vores aggressive pindsvine-tilgang uden ham, og taget i betragtning at den tilgang indtil videre ikke er effektivt modgået af de andre tophold, så er det ikke en urimelig holdning.
Men jeg synes nu godt nok også, at der måske er lidt tendens til at minimere hvor fuldstændigt ustyrligt gode, et par af vores spillere har været. En knægt som Mount har jo mere eller mindre båret Tuchel. Den knægt er så god en katalysator, at vi har sluppet afsted med et ellers vanvittigt overdrevent defensivt fokus, der burde have ført til langt flere uafgjorte resultater.
Dertil er Mendy herligt stabil. Silva er fremragende. James er, i min optik, en back med voldsomt stort potentiale, som det simpelthen ikke er sjovt at skulle bøfle rundt med. Kai har en voldsomt stor værktøjskasse. Og Kante har haft relativt godt helbred, i forhold til hvad vi ellers har set fra ham de sidste par år.
Jeg synes dog ikke, at Tuchel gør vores spillere "bedre". Det er nøjagtigt de samme folk med nøjagtigt de samme evner og præcist de samme svagheder, som de hele tiden har haft.
Rudiger er ikke pludselig blevet verdensklasse, han er bare endelig ved at have bygget lidt fart på igen efter sin skadespause, og han er beskyttet fra sine mindre heldige impulser.
AC er mere duelstærk nu, men det er en udvikling, han har været i længe. Han kan stadigvæk tabe fokus hist og her, men det gør bare ikke så meget, når vi har to 6´ere foran en 5-back kæde. Så rammer de 3-4% af tiden, hvor han zoner ud, et tidspunkt hvor de fleste af de andre defensive folk er på. Og de resterende 96-97% af tiden er AC grundlæggende bare en meget god forsvarsspiller, sådan som vi har set det i efterhånden årevis.
Jorginho, er han blevet bedre? Rungende nej. Han er stadigvæk for langsom og for klejn til midtbanen, for nem at løbe forbi, og med alt for lidt offensivt bid. Det han er god til nu, under Tuchel, er det han altid har været god til. At følge instruktioner og holde disciplinen. Han har meget bedre defensive stats fordi der er så hulens meget fokus på at bokse modstanderen inde fra resten af holdet. Løsner vi det defensive fokus, hvad sker der så med Jorginhos defensive evner? De forsvinder som dug for solen.
Kovacic, er han blevet bedre? Igen, rugende nej. Han er stadigvæk Kovacic på godt og ondt. God til at løbe bolden frem, arbejder relativt hårdt, men han har svært ved at holde tempo gennem 90 minutter, han mangler forståelsen og viljen til at forsvare på sidste tredjedel, og han er fuldstændigt tandløs i forreste tredjedel. En fornuftig Ramires-type, men jeg har svært ved at se ham blive mere end det.
Og sådan kan vi blive ved. Jeg synes ikke, Tuchel gør vores folk bedre, men han har i den grad fundet en taktik, hvor de mere suspekte folk på holdet kan være på græs uden at det konstant fører til katastrofer. Det koster dog en jætte-indsats fra Kante og Mount, og vores evne til at score mål er det til trods under gevaldigt pres. Det virker til at være prisen. Rudiger ser god ud, Azpi spiller fast og solidt, og Jorgi er vores topscorer, men til gengæld er vores offensiv presset og vores nøglespillere presses lige til grænsen og måske lidt over.
Helt ærligt venner, det er TT, der er stjernen. Han har skabt holdet. Holdånd.
Uden Lampard er der hverken en James eller en Mount. Og med Tuchel tror jeg ikke, at vi ser den slags chancer blive taget igen foreløbigt. Det er en fornemmelse, men vi får se. Og i forhold til holdånd, så synes jeg egentlig, at vi så masser af det sidste sæson.
Derudover tror jeg ikke, at det her hold ville have gjort meget væsen af sig i CLuden en fuldstændigt absurd Kante og en lige så absurd Mount. Vores backs, James og Chilwell, viste også i finalen, at de netop er voldsomt gode backs. Havde vi haft lidt mindre defensiv kvalitet på de pladser, så kunne resultatet være blevet et helt andet.
Og nej, det er selvfølgelig ikke Tuchel, der pludselig har gjort de her folk gode. Den påstand vil jeg simpelthen ikke acceptere. De fleste af vores bærende folk har hele tiden haft den her kvalitet. Vi har dog haft nogle problemer med at lade dem vise det. De problemer har vi, som jeg ser det, i nogen grad stadigvæk.