Min Burnley passionerede gamle far, er endnu engang draget til det forjættede land, for at følge sine elskede tropper. Denne gang er det jo ekstra specielt, da de for alvor lugter oprykning i den lille by. Så mens jeg går og ærgrer mig over den udsigtsløse fremtid for min klub, Wolves, indløber der fra det engelske meldinger om en by der koger i forventning inden mandagens hjemmekamp mod QPR, hvor der selvfølgelig er totalt udsolgt på Turf Moor. Min far er selvfølgelig på plads og jeg glæder mig da på den gamle mands vegne. Meeeen, jeg er nu også en smule jaloux!
Når det er sagt, er det svært ikke at have sympati for Burnley. Min fars engelsk ligger på et niveau, en del under Villy Søvndahls, men alligevel er det lykkedes ham, dels at få flere gode bekendte i området, dels at få særdeles god behandling af klubben, der bl.a. betød, at de improviserede en særlig stadionrundvisning sidst han var der.
Så jeg råber "come on Burnley" i morgen, også selvom de har rædsomme Joey Barton på midten. Men som min far nærmest ekstatisk siger, hver gang han kommer hjem fra endnu en pilgrimsfærd i det engelsk (Er vist blevet til 4-5 i år) "Kan godt være du siger ham Barton er en nar, men sikke nogle afleveringer han lægger..."