Kan i føle det? Om to uger sidder vi på Boretårnet, eller hvor vi ellers varmer op, iført vores Esbjerg-trøjer og sæsonkort i vores punge, og snart går turen mod et solfyldt Esbjerg Stadion, hvor Janssen løber og er klar til at sparke en 2-0 sejr hjem!
Kan ikke vente.
Nej, tværtimod. Jeg tror jeg får nosset mig derind på min cykel med mega tømmermænd, hvorefter jeg bruger hele 1. halveg - hvor ingen af holdene har 5 sammenhængende afleveringer - på at brokke mig over Kians usikkerhed, Mehls og Jannsens manglende teknik, Rieks usynlighed eller trommen der hamrer og den irriterende Capo der står og råber "Kom nu med alle sammen!!". Efter en halv slatten pølse og en lille fadøl, starter 2. halveg med en tilfældig scoring af TALENTLØSE Fabricius, der overhovedet ikke har niveau til superligaen, men trods alt kæmper. Efterfølgende går der 15-20 minutter hvor holdet ikke aner hvad de skal, mens mine kammerater og jeg nok lige får svinet NES for salget af JJ, skifter Ove endelig Lange ind efter 75, hvorefter vi endelig får dem presset i bund. Alligevel scorer de til 2-0 på en kontra, og jeg vandrer direkte ud til min cykel, sur og skuffet som altid. Som sædvanligt møder jeg min gamle klasselærer der også altid smutter ved 2-0. Vi følges et par kilometer af Gl. Vardevej, hvor vi får svinet hele holdet. Når jeg kommer hjem kan jeg se vi har reduceret til 1-2 i slutminutterne, men modsat tidligere hvor jeg ikke ville gå glip af et EFB-mål, er jeg nu pisse ligeglad. Overvejer hvorfor det er jeg har længtes så meget efter at mine weekender nu skal ødelægges de næste 3 måneder af noget jeg reelt ikke kan gøre noget ved, mens jeg får det sædvanlige spørgsmål af kæresten "hvordan gik det?" selvom det står malet i ansigtet på mig. Men hvad fanden ... Jeg er der jo igen ugen efter.
God kamp.
[i]Was speaking to this 13 year old girl on facebook when she said to me \"I am an undercover cop\" I thought wow... a job like that at her age! [/i]