Tak til Fish for et udmærket indlæg, som jeg synes fortjener et par bemærkninger.
Indledningsvis vil jeg dog lige korrigere mig selv, idet jeg i indlæg fredag aften skriver, at Efb i 2011 stod med 3 point efter 8 kampe. Det var i 2012.
Når man kigger historisk på Efb, og lad os da bare tage de sidste 15 år, ja så kan man konstatere, at klubbens placeringer har været som følger:
01 = oprykker
02 = 7
03 = 5
04 = 3
05 = 5
06 = 6
07 = 7
08 = 7
09 = 9
10 = 4
11 = 12
12 = oprykker
13 = 4
14 = 5
15 = 8
I snit så giver det en placering på 6,3. Hvor meget højere skal tallet være, før der er tilfredshed. Vi er landets 5. største by, og ihukommende at hovedstadsområdet tegner sig for en så stor del af den samlede befolkning i landet, så bør det område vel, som også er tilfældet for det meste, have mindst 2 klubber i top-6.
Så at ligge placeret omkring nummer 6, er vel hvad vi kan forvente, og det lykkes jo også ganske ofte. Blandt andet 2 gange inden for de seneste 3 år.
Jeg er naturligvis godt klar over, at man kunne basere sine forventninger på andre forudsætninger, men det vil komme for vidt at gennemgå dem alle.
Der er i ovenstående historik især en periode, som jeg finder såre interessant, nemlig perioden fra 2009 (eller rettere slutningen af 2008) til 2011, hvor vi rykkede ud.
En pudsig detalje er, at vi 2009 sluttede med færre point end i 2011, men det er vel placeringen og ikke pointtallet, vi måler på?
Noget andet er, at vi i den periode havde Ove P. ved roret, indtil han trak sig primo 11. Havde Ove P. ikke noget af den rolle, som man (ikke Fish, i alle tilfælde ikke eksplicit) ønsker sig. Hed det sig ikke, at han var manager? I alle tilfælde så og ser han masser af fodbold, og det er vel, hvad scouting går ud på.
Men altså, mens han var ved roret fik vi afværget en nedrykning, fik en flot fjerdeplads, og så fik vi lagt grunden til nedrykningen?
Hvis man i øvrigt ser på holdopstillingerne i sidste kamp i sæsonen 2009-2010 (3-3 mod FCN), og sidste kamp før jul samme år, så er holdopstillingerne stort set identiske. Altså det hold, der kunne blive nummer 4, ja men det kunne altså også ligge nummer næstsidst, hvad vi gjorde i december 2010.
Det viser, at det måske kan være vanskeligt helt at vide, hvor meget kvalitet ens hold besidder.
Dem med en god hukommelse, vil så sikkert gøre gældende, at vi jo rent faktisk i foråret 10 præsterede ret dårligt, og 4. pladsen blev primært opnået på et godt efterår 2009. Da fik vi 33 points, i foråret fik 10 fik vi 17. Ja statistik er taknemmelig.
Så min konklusion er, at ansvaret for den største blamage i Efb i høj grad ligger hos Ove P. Blandt andet fordi man lod Frederik Björck og Andreas Klarström gå, og Jesper Jørgensen med for den sags skyld. 2 af de forkætrede svenskere og så en i vide kredse ikke specielt populær dansker.
Så røg vi ud, kom op igen, fik økonomien i orden, fik en fjerde og en femte plads, havde succes i Europa. Men naturligvis ikke på grund af trænerteam og ledelse, men snarere på trods af. Det må jo være konklusionen på Fish´ indlæg.
Jo vist har ledelsen begået fejl, man godt kunne være foruden. Fellah og Ryan-karantæne sagerne.
Jo vist har der været dårlige indkøb.
Og det er helt sikkert, at der skal kigges älvortligt på vores defensiv. Det er for så vidt ikke nogen katastrofe at tabe til Viborg. Det sker af og til, at man taber fodboldkampe. Men det sejlede jo rundt i perioder.
Men den der dommedagsattitude, som bliver lagt for dagen, ja den synes jeg bare ikke, at der er belæg for. Lige så synes jeg heller ikke, at der er belæg for at kalde ledelsen af Efb komplet inkompetent.
Tilsyneladende er hele miseren løst, hvis bare vi får en sportschef. Han forekommer nærmest at være en Messias-lignende person, som kan redde alting.
Lad mig blot gøre opmærksom på, at vi i de 15 år, som vi arbejder med, har set OB gå fra top til bund med sportschef. Vi har set AGF rykke ud op til flere gange med sportschef. Vi har set det højt besungne Randers rykke ud med sportschef. Vi har set Brøndby og Aab være tæt på at rykke ud, og det med en økonomi, der var helt ad h til, og det med sportschef. Vi har set et FCM på fallittens rand, og det med sportschef. Godt nok skal vi ikke interessere os for andre klubber, men det er jo nok lidt nødvendigt, da der er en maksimal markedsandel i form af placeringer i superligaen.
Derfor holder LEGO-sammenligningen heller ikke helt. Efb skal være økonomisk fornuftig samtidig med, at vi skal have en top-6 markedsandel jf. tidligere.
Lego skal være økonomisk sund, men kan i princippet være ligeglad med, om Mattel også er det. Man kan jo bare udvide legetøjsligaen, om man så må sige. I fodbold kan der ikke lige laves et par wild card, selvom det vist bruges i Sydamerika, når storhold ryger ud af den bedste række.
Slutteligt om salget af Pusic. Det var en kanongod forretning ledelsen lavede. Man hentede en kvalitetsspiller til billige penge, han lavede en masse må for os (og brændte en masse chancer), han blev solgt til en god pris. Jeg er meget enig i, at det ville være rart, hvis ikke vi solgte til konkurrerende klubber i Danmark. Men hvis han i stedet på samme præmisser var blevet solgt til en tysk klub, ja så han havde han fremdeles ikke scoret for os. Og hvis frikøbsklausulen var en forudsætning for, at handlen overhovedet kunne komme på tale.
Efb, Standard Liège, Werder Bremen, Spurs, FC Metz
Landshold: België/Belgique/Belgien