" EfB 1924,
- naturligvis vil det være FOR risikabelt at gengive dagens artikel i JV i den fulde udstrækning.
Derfor kun dette beskedne afsnit af Ole Bruuns - i øvrigt særdeles velskrevne - klumme:
Ted van Leeuwen har det nemlig - som så mange andre - bedst, når han får sin vilje, og når der er medvind. Avisens udsendte oplevede det flere gange på vinterens træningslejr, hvor vi i bestemte vendinger fik at vide, hvad vi måtte, og hvad vi i hvert fald ikke måtte, og der tegnede sig langsomt, men sikkert et billede af en mand, der går sine helt egne og uransagelige veje. Humørsvingningerne er lige så store, som de er uforudsigelige.
Det har i løbet af foråret isoleret ham mere og mere fra de øvrige ansatte i klubben, og det er ikke skudt helt ved siden af, hvis man påstår, at han ikke på noget tidspunkt har været i nærheden af at vinde prisen som månedens medarbejder.
Uden at det i øvrigt bekymrer ham en døjt. Ted van Leeuwen angler ikke efter popularitet hos kollegerne på kontoret.
Jeg kan kun anbefale, at man læser HELE artiklen. Men det citerede afsnit gengiver udmærket såvel TONEN som INDHOLDET.
Jovist . . . . der blæser nye vinde i EfB. Utvivlsomt også i forholdet mellem klubbens ledelse og det lokale dagblad. Her på kanalen har jo i tidens løb verseret adskillige konspirationsteorier, der gjorde Ole Bruun til en slags dikkende lammehale for en sammenspist flok på ledelsesgangen.
De teorier overlever næppe efter i dag.