Jeg ved ikke om jeg har ret i følgende eller er for perfektionistisk:
Jeg har tidligere hørt u-ligatrænerne udtale, at deres filosofi bl.a. er, at u-drengene skal vinde så mange kampe som muligt idet det skaber vindermentalitet. Bl.a. derfor har man gået mere efter at vinde u-ligaerne end at skabe en rød tråd i spillesystemet – hvilket jo også har været umuligt idet det er skiftet mange gange på sl-holdet. Der skulle vindes med stolthed, fight og gejst for den blå/hvide trøje, for det er et rigtig efb-dna, blev der sagt. Et dna man stadig brænder for. Men kigger man stillingerne efter i sømmene, så ligger alle efb-hold, pånær u-17 og s.4, og kæmper for nedrykning – s3 er rykket ned. Lige her har jeg svært ved bare at kunne skimte, det dna man er så stolt af!
Nu hørte jeg forleden, at der var blevet sat en del u-19’er med til at hjælpe jyllandserieholdet til at undgå nedrykning. Går man holdopstillingerne igennem på dbu, ser man, der var 6 u-19’er med i den seneste runde mod kun en enkelt i sæsonens første kampe (hvis jeg har set ret). Karikeret sagt, skal vi så bruge millioner af kroner til talentudvikling for at redde et jyllandsseriehold?? Så forstår jeg godt der er langt mellem snapsene fra u-afdelingen – og at talenter søger hjem til barnsomsklubben for hellere at spille på 1. holdet der. Som sagt, så er det noget karikeret sat op fra min side. Men for mig virker det noget rodet og uorganiseret – hvis mine antagelser holder bare lidt. Gør de det, så mener jeg, det er tid til at få vores dna fornyet – og det kræver ledelse!!