Jeg er enig med jer andre i at det har været et rigtigt fint transfervindue, men det må bare ikke stå alene, hvis præmissen til sommer igen er, at klubben ingen penge har.
Hvis vi starter med selve holdet:
Hvis vi tager udgangspunkt i JV´s artikel, så kunne startelveren uden skader sagtens se ud som følgende.
……….Mannone………
Brinch...Brorson...Austin...Conboy
Kauko..Parunashvili..Lungi..Kurzawa
.....Dauda.......Erceg.......
Målmænd:
Mannone ligner et sikkert førstevalg, for det vil simpelthen ikke give mening at hente sådan et navn, hvis ikke han skal spille.
Der er ingen tvivl om at Højbjerg skal se indad, hvis han skal have en forklaring på at klubben har hentet en ny målmand, men hvor stiller det Højbjerg? Da han forlængede sin kontrakt sidste år, der blev han efter sigende en af de bedst betalte spillere i klubben, og det harmonerer vel ikke med at han nu skal sidde på Bænken. Og hvem siger at Højbjerg ønsker at blive efter en degradering, som det jo reelt er? Man risikere at stå uden målmand efter sæsonen.
I forsvaret tror jeg ikke vi kommer til at se mere til Halsti, og det overraskede mig egentligt, at han ikke fandt en klub i Finland i dette vindue. Vi ved at Austin stopper til sommer, og det er nok heller ikke særligt realistisk at klubben kan beholde Brorson, og så er spørgsmålet hvem der er tredje og fjerde valg i midterforsvaret? Sikkert Reese og Tranberg i nævnte rækkefølge. Ud over Austin og Halsti der har kontraktudløb, så kunne man sagtens se for sig at også Tranberg kunne ønske sig væk til sommer.
Det ligner ikke overraskende at Kurzawa kommer til at spille på venstre fløj, men samtidig er det jo ikke godt nyt for Kristensen og Soiri, at det ser ud til at Olsen foretrækker arbejdsmanden Kauko på kanten fremfor mere naturlige kantspillere. Olsen må jo mene at niveauet hos de to, samt Røjkær er for lavt, og så kunne man endog måske godt forestille sig, at de også bliver overhalet af Egelund.
Blandt angriberne havde mange nok regnet med at Petre var væk efter dette vindue, men fire mand til to pladser passer vel meget godt.
Nu står man så i en situation som i 2016, hvor en flok lejesvende skal rede klubben, mens klubbens egne spillere er henvist til bænken eller tribunen. Det gør helt sikkert ikke noget godt for omklædningsrummet.
Højbjerg ligner en spiller, der er tiltænkt en rolle på bænken, hvordan tager han det? Det samme kan også sagtens ske for Soiri og Kristensen. Sidstnævnte var uforstående, da Lammers sendte ham ud af truppen, men der kan han reelt risikere at havne igen. Sammen med salget af Brink, så bringer det os videre til næste punkt hvor ledelsen simpelthen bliver nødt til at gøre noget, og tænke anderledes. Det er jo tydeligt, at klubben ikke får noget ud af akademiet, i forhold til at klubbens strategi er at udvikle og sælge talenter. Det er slet ikke godt nok.
I tiden før 2011, hvor man skruede op for udgifterne til akademiet, der udviklede man spillere som brødrene Ankersen, Braithwaite, Jonas Knudsen og Kian Hansen. Det er svært at påstå, at der er kommet flere eller bedre spillere ud af akademiet siden den gang, selvom der er skruet op for akademiet.
Problemet i det ikke fungerende akademi, er at det er med til at trække klubben ned økonomisk. I forhold til klubber som Randers FC, Horsens og Sønderjyske, der ikke bruger mange penge på deres akademier, så dræner akademiet klubben for penge, der kunne gå til at skrive kontrakter med bedre spillere til førsteholdet.
Tag endelig ikke fejl, jeg mener bestemt at strategien med at udvikle og sælge spillere er den rigtige, men det kræver noget andet end det der sker på Gl. Vardevej nu, for alle kan jo se at det ikke fungerer. Det virker som om at man aldrig gør tingene helhjertet i EfB, og derfor bliver det ikke godt.
Eksempler: Man vil leve af at udvikle spillere, men man har ikke noget gennemgående spilsystem, der kunne gøre overgangen fra ungdom til senior lettere. Transitionstræneren Lars Vind, der har den højeste træneruddannelse, så gerne man gjorde som i FCN, men bliver undsagt af sin chef Niels Erik Søndergaard, der ikke er uddannet træner, da han har en anden holdning. Et andet eksempel kunne være Lars Olsen. Man vil udvikle egne spillere, og ansætter så en træner der helst kun bruger spillere over 25 år. Det giver ingen mening.
Det bringer mig videre til klubbens ledelse.
Ale snakker penge. EfB mangler penge, og ja det gør de helt sikkert.
Men klubben mangler først og fremmest en dygtig ledelse, for med en dygtig ledelse, der kan sætte en god strategi og følge den, så kan man sagtens klare sig i Superligaen uden penge udefra. Så EfB mangler først og fremmest dygtige ledere, der kan lave en strategi og så følge den.
Se bare på FCN, Randers FC, Sønderjyske og Horsens, de har ud fra forskellige præmisser været i stand til at klare sig i Superligaen, fordi de vidste hvad de ville. Det ved man ikke i EfB. Man vil have et dyrt akademi, men man vil ikke bruge det, for den ene sæson jagter man en 3. plads og næste sæson er man ved at rykke ned, så der er ikke plads til talenterne. Man vil leve af at udvikle spillere, og ansætter så en træner, der ikke arbejder med ungdommen.
inden for virksomhedsledelse er der et gammelt ordsprog der siger, at det skib der styres af vejret og vinden kommer aldrig i havn, og det passer så præcist på EfB. Hvis man ikke hele tiden har øje på hvad det helt præcis er at man vil, så når man aldrig i mål og det gør EfB heller ikke, selv med seks lejede spillere, for selv hvis man overlever i år, så venter der en sæson med kun 12 hold, hvor man helst skal blive nummer 10 for at overleve, og der er mit gæt, at der heller ikke bliver plads til talentudvikling.