Jeg tror ikke man skal lukke akademiet, men jeg mener at det også skal være med til at betale for at vi nu er en Nordic Bet klub.
Jeg tror at de åbenlyse talenter som Dreyer og Lungi stadig ville kunne komme igennem nåleøjet med et langt mindre setup. Problemet er, som jeg ser det, at EfB akademi ikke formår at løfte ret mange spilleres talent specielt, som man for eksempel ser det i andre klubber.
Jeg bliver nervøs når Brian Knudsen på den ene side siger, at man vil køre videre med et budget, der passer til første division, og på den anden side siger, at det ikke er sådan at folk i administrationen og staben skal frygte for deres job.
Det betyder nemlig, at der kun er truppen tilbage, når der skal skæres ned økonomisk, og her mener jeg at klubben laver en fejl, når man nu gerne vil vende hurtigt tilbage.
Jo stærkere trup, jo større er chancen for hurtig tilbagevenden til Superligaen, og det burde betyde, at alle andre steder i klubben burde skæres ind til benet, for at skabe så stærk en trup som muligt.
Havde vi haft et akademi, der sprøjtede store talenter ud, eller var man klar til at ændre akademiet radikalt, for at gøre det bedre, så var sagen selvfølgelig en anden, men det er bare ikke tilfældet. At køre videre med et dyrt akademi, der ikke udvikler ret mange talenter, virker dumt.