I et interview i JV i dag, bliver Nagel også spurgt ind til en ny angriber, men jeg synes nu også at EfB mangler en ekstra wing.
Jeg tror der kommer til at ske lidt i vinduet, men helt ærligt, så er noget af det EfB har mest brug for, efter mange år med manglende kontinuitet, en trup hvor der ikke hele tiden skal skiftes 5-6 spillere i startelleveren.
Hvis jeg var Nagel ville jeg se på følgende:
Ud:
Jeppe Højbjerg. Han er angiveligt en af de mest løntunge spillere i truppen, og han finder sikkert ikke en klub, der vil betale det EfB betaler nu, men skal karrieren på ret køl, så skal han finde et sted, hvor han kan starte på en frisk. Nicolai Vistisen er angiveligt et stort talent, så han kan agere reservemålmand for Kikkenborg. Alternativ kan man hive et billigt talent ind, og spare en del lønkroner.
Mathias Kristensen. Han har kontraktudløb til sommer, og alt tyder på at han er så langt nede i hierarkiet, at det måske ville give mening at lade ham finde en ny klub nu, hvis der bliver hentet en ny wing ind.
Pyry Soiri. Ligesom MK, så har han vel ikke en fremtid i klubben. Vil han gerne med Finland til EM, så ville det give mening, at han fandt en klub hvor han kunne få lov at spille.
Ind:
Det vigtigste i min verden er, at EfB endelig får lidt kontinuitet. Derfor må første prioritet for Nagel være, at der arbejdes stenhårdt på at Antwi og Strunck hentes på permanente kontrakter. Derudover ville det virkelig hjælpe på oprykningschancerne, hvis det kunne lykkedes at hente en angriber og en wing. Jeg ved godt det sikkert er svært, mens holdet ligger i første division, men en spiller a la Helenius ville virkelig pynte på EfBs hold. Bjarnason var meget skadet i Tyskland, og spørgsmålet er om han nogensinde kommer i form. Det samme kan man sige om Yakovenko, og derfor er det et must, at der kommer en "plug n play" angriber ind, der er klar når top seks slutspillet begynder. Det samme gælder egentlig en ekstra wing. Der skal være et alternativ til Egelund og Ankersen. Det ser der ikke ud til at være nu.
Sidst men ikke mindst, så kommer Noah Nurmi tilbage fra Finland, hvor han har fået en del spilletid og man kan håbe, at han kan lave en Bækgård og gå ind og blive en del af holdet. I følge JV stopper Austin til sommer, og her kunne det være godt, hvis man kunne køre et af klubbens egne talenter i stilling.
Det kunne virkelig være befriende, hvis EfB kunne samle en trup i dette vindue, der i tilfælde af oprykning ikke behøves at få tilført alverden. Kan man tilknytte Strunck og Antwi, samt hente en ny wing og en ny angriber, så mener jeg faktisk, at EfB er tæt på at være på niveau med holdende i bund seks af Superligaen. Her mener jeg, at det kan blive langt mere vigtigt, at man til den tid, hvis EfB rykker op, har et sammenspillet hold, frem for et par dyre lejesvende.