Redigerettirs 28. dec 2021
2021 var det værste år nogensinde for mig som EfB-fan.
Hvilket ikke siger så lidt al den stund, at jeg har fulgt klubben i tre årtier.
Selv dengang, jeg begyndte at være fast inventar på et faldefærdigt Esbjerg Stadion og vi rodede rundt i 2. division med klubber som Nr. Aaby, Varde og Nørresundby, havde jeg mere håb for fremtiden, end jeg har i dag.
For dengang havde man lidt fornemmelsen af, at vi nok skulle komme igen. At det her var de magre år, inden vi igen ville indtage vores naturlige position i dansk fodbold. At der igen ville komme gyldne generationer og gyldne tider i EfB.
For da havde vi trods alt stadig tre ting, som med vores nye ejere og de seneste års pauvre resultater fuldstændigt er forsvundet fra klubben: sjæl, stolthed og selvstændighed.
Dengang var det stadig Esbjergs stolte sønner (ja jeg er en håbløs fodboldromantiker), der knoklede røven ud af bukserne og gjorde deres bedste for at gøre sig fortjent til at trække i de blå-hvide striber, som få år forinden havde vundet mesterskaber og trukket fulde huse.
Man kunne nærmest stadig mærke suset på Gl. Vardevej fra de store kampe. Og heldigvis kom der i de efterfølgende årtier igen flere højdepunkter og store kampe. Som igen satte Esbjerg på fodboldens landkort, inden det totale kollaps de seneste par år nærmest har visket os helt ud igen.
Tilbage har vi en klub, som efterhånden er fuldstændig identitetsløs.
Uden sjæl. Uden stolthed. Uden selvstændighed.
Med ejere, der behandler den stedmoderligt og egentlig mest virker til at have fortrudt deres engagement.
Med spillere og trænere, der er hentet ind fra nær og mest fjern, som blot er her på en kort mellemrejse og intet forhold har til klub og fans.
Med fans, som vel for de fleste vedkommende svæver mellem håb og afmagt - men nok hælder mest til det sidste og er ved at give op.
Jeg må desværre indrømme, at jeg har givet op. Det er ikke længere min klub.
På kampdag er jeg efterhånden blevet ligeglad. Kommer stort set ikke på stadion længere. Ser næsten heller ingen af kampene på tv mere. Tjekker knapt nok resultatet.
Måske er det en uundgåelig udvikling, som man ser i store dele af fodboldverden i disse år. Men jeg føler, at da vi solgte vores klub, solgte vi ikke blot navn, logo, spillertrup m.m.
Jeg frygter vi solgte noget, som vi måske aldrig får igen og som vi ikke får mulighed for at give videre til de næste generationer – uagtet om vi sportsligt og resultatmæssigt på et tidspunkt igen får vendt skuden.
Jeg håber, jeg tager fejl.