Efter nederlaget til Jammerbugt, var mine første tanker, at en eventuel nedrykning ville være en ubærlig katastrofe. Nu tænker jeg at det kan være den friske start, vi troede ville komme med PMG, som alle fans drømmer om.
PMG har tidligere udtalt, at de kun er i klubben, så længe de er ønsket. Det tror jeg ikke de er længere og jeg håber, at der er nogle lokale, der vil købe klubben tilbage. PMG er jo ansvarlige for misæren, så måske er de klar til at tage et tab.
Nogle siger så, hvem har råd til at smide så mange penge i EfB? Det er der ingen der har og måske er det præcis hvad EfB har brug for, en kæmpe udrensning/oprydning! De sidste mange år har EfB samlede lønomkostninger lagt på cirka 40 millioner kroner, mens SønderjyskE i mange år har klaret sig for det halve. Da Viborg rykkede op foran EfB sidste år, var det også med et budget, der var halt så stort.
EfB er med andre ord en mastodont, der bliver ved med at underpræstere, selv når budgetterne er meget større end de andre klubbers.
En nedrykning vil tvinge klubben til at skære ind til benet og fokusere på kerneydelden. Hvad er kerneydelden så? Jamen det er jo et førstehold, der vinder sine fodboldkampe.
Jeg tror det er godt at få skåret alt andet væk i en periode. Jeg tror det er sundt, at få et akademi, hvor drengene ikke er på kontrakt og trænerne, måske bliver frikøbt fra deres arbejde nogle timer om dagen, så det er iveren og glæden, der driver værket i stedet for penge og kontrakter. Lad akademiet fokusere på drengene for nærområdet og begynd at dyrke SFS samarbejdet meget mere end nu. Jeg tror det er sundt, hvis man endelig får vendt hver en opgave, der måtte ligge i EfB og se om den bliver løst så effektivt så muligt. Jeg tror at det vil være så sundt at gå alt igennem fra førsteholdet og akademiet til administration, bestyrelse og event.
Måske er Jens Hammer den helt rigtige direktør, for han ved da om nogen, hvordan en fodboldklub drives med et lille budget.
Rundt omkring i Danmark begynder flere og flere klubber at gøre det fornuftigt økonomisk, og sådan er det også nødt til at være i EfB. Manden med papkassen kan ikke lomme og lægge ti millioner kroner hvert år. Klubben er nødt til at også at klare sig godt økonomisk. Det vil kræve en halvering af klubbens budgetter hvis vi rykker ned. En katastrofe vil nogle sige. Men tænk lige over, at selv med en halvering af lønbudgettet, så ville EfB stadig være i top tre i første division økonomisk. Det fortæller da om noget en historie om hvor godt erhvervslivet bakker op trods alt.
Den proces der er nødt til at finde sted, tror jeg desværre kun sker, hvis vi rykker ned. Jeg håber vi overlever, men jeg håber også, at man endevender klubben totalt ligemeget hvad der sker. Der er brug for at man starter fra nul.