"
Når støvet har lagt sig efter en flok imbecile tossers ynkelige selviscenesættelse, som burde koste dem livsvarig karantæne til al fodbold i Danmark, står EfB forpjusket tilbage efter endnu en af de sæsoner, hvor alt, der kunne gå galt, var gået galt, da regnskabet skulle gøres op.
Vi kigger her tilbage på nogle af forklaringerne på, hvorfor EfB fulgte op på den historiske, frygtelige nedrykning til 2. division med endnu en nedtur.
1 Skidt timet sæson
Det er egentlig ganske paradoksalt at skulle konstatere, at sæsonen har været en gigantisk fiasko for EfB, når man kigger på statistikken. Holdet har – hvis vi går ud fra, at sejren lørdag står ved magt – hentet over to point i snit per kamp, det er den målestok, man normalt bruger, hvis man vil spille med om førstepladsen, her var det ikke nok til at blive nummer to. Holdet har hentet 25 point i de 12 indbyrdes kampe mod de øvrige tophold – altså igen over to point i snit – og fejlede på den front kun rigtigt to gange i sæsonen ved at tabe hjemme til Aarhus Fremad og B.93.
Det burde samlet set egentlig være den sikre vej til oprykning. Og havde da også været det i sidste sæson – den eneste sammenlignelige med denne, fordi der også blev spillet 32 kampe – da Hillerød rykkede op med 56 point som nummer to.
Men når EfB ender på 65 point, og der er to hold, der har et point mere, så er sæsonen en fiasko. Ligesom den var en succes for FC København, der blev mester trods et snit klart under to point per kamp og et samlet pointtal, der var historisk lavt for et guldhold. På den måde er fodbolden jo så dejlig nem at forstå og forholde sig til. Hvis Thisted havde scoret til 2-1 i overtiden på Østerbro Stadion, havde facit – og fokus – for EfB været et helt anderledes, men det gjorde Thisted ikke…
2 De såkaldt bløde kampe
Når vi har konstateret, at EfB faktisk klarede sig overordentligt godt mod de bedre hold, skal forklaringen på fiaskoen jo findes et andet sted, og det er faktisk ikke så vanskeligt at pege på. Det startede med de to sidste kampe i efteråret.
Da kom holdet fra en gedigen medvind efter en stribe af sejre – senest 5-1 over Brabrand – så da det hurtigt blev 1-0 i Skive, og alt var under kontrol, var det tilsyneladende nok til at lulle alle i søvn. 1-2 i den kamp blev ugen efter fulgt op af 2-2 hjemme mod Thisted – efter en 2-0-føring – og helhedsindtrykket fra et pointmæssigt ellers godkendt efterår, blev delvist spoleret.
Vi har nævnt det før – og gør det så igen – 13 mistede point mod Thisted, Skive og HIK skal gøre ondt i det samlede regnskab. Det gjorde det så også. At det så kun blev til et point i to kampe mod AB i slutspillet, er så heller ikke prangende, men dog lidt lettere at forstå.
Og elendige resultater i de kampe kunne indikere en manglende parathed og ydmyghed over for opgaven – altså den der med, at vi er egentlig for gode til at spille i denne række, vi leverer 82,4 procent af det, vi kan, så må det være nok. Det var det ikke.
Skal man trække et eller andet positivt ud af det, må det være, at holdet bør være langtidsvaccineret mod den slags overmod – EfB bør have fået respekt for 2. division på den hårde måde, og tiderne, da pointene blev smidt på grund af selvfedme, bør være endegyldigt forbi.
3 Offensive udfald
Det bliver måske en lille smule kunstigt at snakke om, at EfB var det offensivt dårligste af de fire tophold, når det drejede sig om henholdsvis et, to og tre mål, holdet scorede færre end konkurrenterne. Men det er ikke desto mindre det samlede indtryk, at EfB scorede for få mål på det utal af chancer, holdet tilspillede sig – helt grelt blev det selvsagt mod B.93, da der var allermest behov for mål, men det har også været galt i andre kampe. Her har det gjort ondt, at Elias Sørensen kun spillede fire kampe i efteråret, at Emil Holten igen fik problemer med sit mavesår, og at Mathias Jørgensen gik glip af de første kampe i et forår, der på den offensive front startede ekstremt haltende. Og så blev det bare samlet set også dyrt, at Mads Larsen først blomstrede op, da der kom ny træner.
Men samtidig er det vel også ret og rimeligt at konstatere, at EfB-offensiven vel slet ikke var så potent, som blandt andre jeg ville gøre den til. I glimt var Sørensen, Jørgensen og Holten et niveau over modstanderne, men det samlede indtryk er stadig lunkent.
4 Amerikansk inkompetence
Bestyrelsesformand Michael Kalt sagde i vinterpausen, at han personligt ville være på stadion, når EfB rykkede op – det blev ikke til noget. Dels smed han selv tøjlerne, før det hele var afgjort, dels viste han sig ikke i byen efter den ordinære generalforsamling, og dels rykkede EfB ikke op.
Og selvfølgelig er det alt, alt for nemt bare at pege på Kalt og hans kompagnoner, når skurkene skal udpeges, men pilene peger alligevel over Atlanten, når hovedparten af ansvaret skal placeres. Det var nemlig ene og alene en amerikansk idé at gøre en helt uprøvet og – skulle det vise sig – helt uklar mand til cheftræner før denne sæson. Advarslerne fra folkene på jorden i Esbjerg var mange og velmente, men amerikanerne vidste bedre – det skulle være Lars Vind. Og dermed demonstrerede de endnu en gang med al ønskelig tydelighed, at de var meget, meget langt væk fra hverdagen i klubben – alt for langt væk. Samlet set har ejerskabet været en rungende og næsten altødelæggende fiasko, der vil trække dybe spor i den snart 100-årige klubs stolte historie.
Håbet skal være, at de hurtigst muligt rider ud af byen og gør plads til nogle, der rent faktisk ved, hvordan man driver en dansk fodboldklub."
Når støvet har lagt sig efter en flok imbecile tossers ynkelige selviscenesættelse, som burde koste dem livsvarig karantæne til al fodbold i Danmark, står EfB forpjusket tilbage efter endnu en af de sæsoner, hvor alt, der kunne gå galt, var gået galt, da regnskabet skulle gøres op.
Vi kigger her tilbage på nogle af forklaringerne på, hvorfor EfB fulgte op på den historiske, frygtelige nedrykning til 2. division med endnu en nedtur.
1 Skidt timet sæson
Det er egentlig ganske paradoksalt at skulle konstatere, at sæsonen har været en gigantisk fiasko for EfB, når man kigger på statistikken. Holdet har – hvis vi går ud fra, at sejren lørdag står ved magt – hentet over to point i snit per kamp, det er den målestok, man normalt bruger, hvis man vil spille med om førstepladsen, her var det ikke nok til at blive nummer to. Holdet har hentet 25 point i de 12 indbyrdes kampe mod de øvrige tophold – altså igen over to point i snit – og fejlede på den front kun rigtigt to gange i sæsonen ved at tabe hjemme til Aarhus Fremad og B.93.
Det burde samlet set egentlig være den sikre vej til oprykning. Og havde da også været det i sidste sæson – den eneste sammenlignelige med denne, fordi der også blev spillet 32 kampe – da Hillerød rykkede op med 56 point som nummer to.
Men når EfB ender på 65 point, og der er to hold, der har et point mere, så er sæsonen en fiasko. Ligesom den var en succes for FC København, der blev mester trods et snit klart under to point per kamp og et samlet pointtal, der var historisk lavt for et guldhold. På den måde er fodbolden jo så dejlig nem at forstå og forholde sig til. Hvis Thisted havde scoret til 2-1 i overtiden på Østerbro Stadion, havde facit – og fokus – for EfB været et helt anderledes, men det gjorde Thisted ikke…
2 De såkaldt bløde kampe
Når vi har konstateret, at EfB faktisk klarede sig overordentligt godt mod de bedre hold, skal forklaringen på fiaskoen jo findes et andet sted, og det er faktisk ikke så vanskeligt at pege på. Det startede med de to sidste kampe i efteråret.
Da kom holdet fra en gedigen medvind efter en stribe af sejre – senest 5-1 over Brabrand – så da det hurtigt blev 1-0 i Skive, og alt var under kontrol, var det tilsyneladende nok til at lulle alle i søvn. 1-2 i den kamp blev ugen efter fulgt op af 2-2 hjemme mod Thisted – efter en 2-0-føring – og helhedsindtrykket fra et pointmæssigt ellers godkendt efterår, blev delvist spoleret.
Vi har nævnt det før – og gør det så igen – 13 mistede point mod Thisted, Skive og HIK skal gøre ondt i det samlede regnskab. Det gjorde det så også. At det så kun blev til et point i to kampe mod AB i slutspillet, er så heller ikke prangende, men dog lidt lettere at forstå.
Og elendige resultater i de kampe kunne indikere en manglende parathed og ydmyghed over for opgaven – altså den der med, at vi er egentlig for gode til at spille i denne række, vi leverer 82,4 procent af det, vi kan, så må det være nok. Det var det ikke.
Skal man trække et eller andet positivt ud af det, må det være, at holdet bør være langtidsvaccineret mod den slags overmod – EfB bør have fået respekt for 2. division på den hårde måde, og tiderne, da pointene blev smidt på grund af selvfedme, bør være endegyldigt forbi.
3 Offensive udfald
Det bliver måske en lille smule kunstigt at snakke om, at EfB var det offensivt dårligste af de fire tophold, når det drejede sig om henholdsvis et, to og tre mål, holdet scorede færre end konkurrenterne. Men det er ikke desto mindre det samlede indtryk, at EfB scorede for få mål på det utal af chancer, holdet tilspillede sig – helt grelt blev det selvsagt mod B.93, da der var allermest behov for mål, men det har også været galt i andre kampe. Her har det gjort ondt, at Elias Sørensen kun spillede fire kampe i efteråret, at Emil Holten igen fik problemer med sit mavesår, og at Mathias Jørgensen gik glip af de første kampe i et forår, der på den offensive front startede ekstremt haltende. Og så blev det bare samlet set også dyrt, at Mads Larsen først blomstrede op, da der kom ny træner.
Men samtidig er det vel også ret og rimeligt at konstatere, at EfB-offensiven vel slet ikke var så potent, som blandt andre jeg ville gøre den til. I glimt var Sørensen, Jørgensen og Holten et niveau over modstanderne, men det samlede indtryk er stadig lunkent.
4 Amerikansk inkompetence
Bestyrelsesformand Michael Kalt sagde i vinterpausen, at han personligt ville være på stadion, når EfB rykkede op – det blev ikke til noget. Dels smed han selv tøjlerne, før det hele var afgjort, dels viste han sig ikke i byen efter den ordinære generalforsamling, og dels rykkede EfB ikke op.
Og selvfølgelig er det alt, alt for nemt bare at pege på Kalt og hans kompagnoner, når skurkene skal udpeges, men pilene peger alligevel over Atlanten, når hovedparten af ansvaret skal placeres. Det var nemlig ene og alene en amerikansk idé at gøre en helt uprøvet og – skulle det vise sig – helt uklar mand til cheftræner før denne sæson. Advarslerne fra folkene på jorden i Esbjerg var mange og velmente, men amerikanerne vidste bedre – det skulle være Lars Vind. Og dermed demonstrerede de endnu en gang med al ønskelig tydelighed, at de var meget, meget langt væk fra hverdagen i klubben – alt for langt væk. Samlet set har ejerskabet været en rungende og næsten altødelæggende fiasko, der vil trække dybe spor i den snart 100-årige klubs stolte historie.
Håbet skal være, at de hurtigst muligt rider ud af byen og gør plads til nogle, der rent faktisk ved, hvordan man driver en dansk fodboldklub."