Jeg tænker nok, at det skal lade sig gøre, at få amerikanerne ud af klubben, men herefter venter der godt nok et kæmpe arbejde.
Det er blevet bekræftet, at regnskabet for 2023, ender omkring -25 millioner kroner, og selv ved oprykning og mulige nye sponsorer, i tilfælde af, at de lokale kommer til, så er det svært, at forestille sig, at EfB ikke skal ud og finde besparelser for omkring 10 millioner kroner, hvis man vil have en veldrevet klub.
Jeg er glad for at PMG forhåbentligt snart er ude, men det er bekymrende, at størstedelen af de folk, der står bag redningsplanen, langt hen ad vejen, er de samme, som var inde over klubben, før den blev solgt.
Flemming Enevoldsen, er et fint bud på en kommende bestyrelsesformand, men jeg kunne godt frygte, at det også betyder, at det stadig er klubfolkene Copsø og Guldager, der kommer til at sidde med ved bordet i fremtiden.
Skal EfB udvikle sig, så er man i mine øjne nødt til at forstå, at klubben ikke kan drives af en bestyrelse, der ikke er eksperter i professionel fodbold. Man er nødt til at ansætte en direktør, som man har tillid til, at vedkommende kan udvikle EfB økonomisk. Man bliver også nødt til at ansætte en sportschef eller sportsdirektør, og så give ham ansvaret for det sportslige setup.
Bestyrelsens rolle bør herefter udelukkende være, at vurdere direktørens og sportsdirektørens arbejde.
Vi skal væk fra den tid, hvor bestyrelsen har blandet sig i alt, hvis EfB skal blive en succes.