Brajanac må altså være færdig nu. Han har jo scoret snart sagt 40% af sine mål i én kamp, hvor to af dem var på straffespark, og det ene var på en retur efter et elendigt spark. Han vinder 3 dueller i løbet af kampen, men den ene header han direkte til målspark, og de to andre bliver lagt af til modstanderen. Det er altså også ekstremt ødelæggende, at der ikke findes en form for svar til at blive presset fordi føring. Det er fandme nemt at presse os ned, når vi ikke har et eneste kontramodsvar.
Nu blev Esbjerg fB lige sammenlignet med landsholdet. Men landsholdet har Højlund. Han sladrede fuldstændig Tjekkiets 4-linje med aflæg, vundne dueller og løb i dybden og et konstant tempofyldt pres. Som den eneste på holdet var han sin indsats bekendt. Man kunne med fordel vise Brajanac nogle videoer af de seneste par landskampe og se, hvilken betydning det har, at single-angriberen rent faktisk fører sit pres igennem, løber de dybe bolde mod en usikker målmand hele vejen, går ind i afslutningssituationer med 100%. Det må gerne koste et frispark, men det er da langt bedre, end at modstanderen ved, at når man hopper efter en bold, så er det ligegyldigt. En angriber skal fedt og fremmest gøre, at et forsvar føler sig usikker. Det skaber fejl, og det skaber chancer. Der er ikke et forsvar fra Serie 3 til Betina, der er bange for Brajanac. Vi mangler desperat et alternativ!
Og så mangler vi output fra kanterne. Maden er vores farligste spiller. Og så mangler der konsekvens defensivt. Kolding var jo i virkeligheden ikke superproblematiske at holde væk det sidste kvarter. Men når man pludselig hælder både clearinger og dødbolde ud over sidelinjen, så gør man kun problemet større. Kolding er ikke farlige for 75 til 90. Men fra det sekund, der står 90, så er vi faktisk ekstremt heldige med overhovedet at få et point. Det er altså næsten et psykologisk og antropologisk studie værd, når det nu sker igen og igen.