Jeg tror ikke, at der er en eneste Evertonian, som ikke er enig i, at spillet med bolden pt. ikke er tilfredsstillende.
Jeg synes dog man skal være påpasselig med at isolere den seneste periode, og ud fra den konkludere, at det ikke er godt nok. Jeg foretrækker at se det i et større perspektiv, og gør man det, så synes jeg bestemt ikke, at det ser skidt ud. Tværtimod.
For bare 2 måneder siden var klubben i dyb krise. Klimakset blev nået efter et par røvfulde imod Atalanta og Southampton, og i den periode var der absolut intet der virkede. Det værste af det hele var, at samtlige spillere (undtagen Pickford) så rådvilde og forvirret ud, og de var s nervøse, at ingen nærmest turde tage chancer og spille fremdadrettet spil. Dette har Allardyce i øvrigt sidenhen peget på som et stort problem.
Siden Fat Sam blev annonceret som manager, hvilket er 9 kampe siden, har klubben kun lukket 2 mål ind (!) trods den havde lukket 27 mål ind i de 10 foregående kampe. Alle vores forsvarspillere har performet fantastisk flot - selv Martina står solidt - og det i sig selv er en ret bemærkelsesværdig fremgang.
Hvor efterlader det så klubben nu?
Fans har det med at blive utålmodig og overivrige. Vi bløder med hjertet, og det kan skære dybt at se en så dårlig kvalitet med bolden, når selvforståelsen er, at Everton spiller en god omgang fodbold og sagtens kan dominere en dårligere modstander.
Jeg synes dog, at man er nødt til at se alvoren i øjnene og anerkende, at situationen har været så alvorlig, at man skal tage sig til takke med at have stabiliseret os sikkert i ligaen, og ud fra det fundament bygge stille og roligt på.
Dette har Allardyce også pointeret flere gange de sidste par uger. Tiden er til, at vi skal fokusere på at blive bedre med bolden, og til det har vi heldigvis en række skadet spillere, som er på vej tilbage til at hjælpe os med det. Januar-vinduet kommer også på et kærkomment tidspunkt, hvor jeg godt kunne se, at vi solgte Schneiderlin og købte en teknisk bedre boldspiller til at spille ved siden af Gueye/Davies på den centrale midtbane.
Jeg ser også, at vi henter en Allardyce-angriber ind. En stor stærk bjørn, som kan holde i bolden og være garant for 10-15 mål pr. sæson.
Men indtil da, så skal ingen af os på nogen måde brokke os over grimt spil, så længe enderesultatet er point og clean sheets. Everton skal nok komme til at spille en god omgang fodbold igen, men vi skal altså væbne os med tålmodighed.