Jeg synes det lyder hult, når Carlo efter kampen i søndags kritiserer sin midtbane. I søndags bestod den af: Allan, Deucoure og James. Alle spillere som Carlo selv har købt og burde kende ret godt. I hvert fald Allan og James.
James er begyndt at bringe mit pis i kog. Jeg anser ham mere og mere for en luksusspiller, som på sine gode dage er guddommelig, men der er bare for langt imellem, og problemet er at så længe han er i klubben, spærrer han for at en ung energisk spiller bliver spillet ind på pladsen. Det er for ofte, at han simpelthen ikke gider. Det så man tydeligt i søndags. Ingen tilbageløb og flere umotiverede frustrationsfrispark, som til sidst også indbragte et fortjent gult kort. Han havde nok håbet det var rødt, så han kunne gå tidligt i bad.
Carlo må også gøre noget med Richarlison og DCL. Det virker som om de slet ikke har øje for hinanden. Er det bare uduelighed eller bunder det i at de ikke har kemi sammen? De burde kunne spille til hinandens styrker, men hvornår har Richarlison sidst spille DCL?
Endelig bukker jeg mig i støvet for Pickford. Jeg har været kritisk overfor ham, men han har efter han kom tilbage fra sin skade været vores bedste mand og mod Sheffield var han den eneste, man kunne se hidsede sig op og forsøgte at få folk til at engagere sig. Vi mangler i så høj grad en anfører, som er i stand til at sætte sig i respekt. Jeg så i hvert fald ikke Coleman, Digne eller Siggy give skideballer for manglende engagement.
Lige her kunne jeg have tænkt mig en Joey Barton eller Roy Keane. De havde flækket Mason Holgate og James på tværs.