Redigeretons 10. apr 2024
"Hvis nogen for få år siden havde sagt, at jeg på et tidspunkt vil miste interessen for engelsk fodbold og specielt Everton, ville jeg have kaldt dem for tosser, men det er hvad der er ved at ske.
Hvor jeg siden 1969 har fulgt Everton gennem tykt og tyndt, rejst til Goodison, rejst med Evertons fanklub i London til udekampe, set alle Evertons kampe i TV og svedt og rystet før og under deres kampe, er det alt sammen blevet næsten ligegyldigt for mig."
Kære ven. Jeg har kun erklære mig enig, selvom min "rejse" startede i 2008 og jeg har passeret 2.000 indlæg i Evertontråden.
Jeg var så betaget af Everton dengang. En skøn engelsk traditionsbunden klub med fantastiske fans, ens dygtig mananger, en lidenskabelige og elskværdig klubejer, samt en trup der budgetmæssigt formåede at bokse over vægtklasse sæson efter sæson. Men også en trup der bød på meget spændende kvalitetmæssige profiler såson Baines, Arteta, Cahill m.fl.
Det var meget spændende at opleve, hvordan Bobbys "swagger" løftede hele klubben baseret på Moyes´ stabile arbejde. Den mest sammenspillet defensiv i ligaen med bedste back-par det år samt en offensiv bestående af Barkley og Lukaku, som bare var enormt spændende at følge. Det var så knap så spændende at følge, da Bobby skulle forny holdet, og viste, at det kunne han ikke finde ud af.
Det var jo også spændende, da Moshiri kom til. Han ville gøre os til rock n´ roll. Han ville udfordre giganterne, og det skulle Koeman og Walsh hjælpe med. Vi slog City 4-0. Men det kulsejlede også ved 2. sæson, og efter en fuldkommen hjernedød spending spree, så skulle Brands komme og rydde op.
3 år med Brands - brandslukning efter brandslukning - af fejlagtige transfers og skiftende managers. Marco Silva var spændende, men kulsejlede også efter et par år. Klubben var i økonomiske ruiner, fansene gjorde opstand og Moshiri fortsatte sin vej uden snert af kompetencer og dygtige rådgivere omkring sig. Lampard-æraen var i starten en befrielse efter det værste helvede i Benitez-tiden jeg kan mindes som fan hvor hele bestyrelsen også røg. Det kulsejlede også med Lamps, og nu har vi en dinosaur der kaster så lidt glans over klubben, at hverken nuværende eller potentielle spillere rigtig gider os trods nyt station om lidt. Vi er blevet en offentlig joke, en syndebuk og de mennesker der arbeder utrætteligt har vilkår der gør det umuligt pga. fortidens hjernedøde klubstyring.
Sådan et forløb - fra 2016-2024 - har bare sat sig i mig. 4 gange har jeg været forført af et projekt der inkluderede håb. Gang på gang ser vi Everton stille op med de bedste fans man overhovedet kunne ønske sig, og tænk sig, hvad der ikke må gå igennem hovederne på dem i dagligdagen.
Det eneste jeg kan se for mig, det er, at vi casher ud på de aktiver vi har; heriblandt Brantwaite (som har en helt særlig stjerne hos mig), Onana og DCL. De kan på en heldig dag give os 1,2-1-1,5 mia. kr.
Bliver Poch fyret i Chelsea, så kunne man håbe på, at klubben kunne overtale ham til at genrejse projektet (hvor han i virkeligheden nok er bedst) med en pose penge i hånden til at købe de spillere han vil have. Fortsætter vi med Dyche, så fortsætter min skuldertrækning også, for så bliver det 10 år med 14-17. pladsen år efter år. Og det kan jeg simpelthen ikke stå model til.
EDIT: Alt i alt kan det i min optik opsummeres ved, at vi har en klubejer der altid har haft intentionerne og ambitionerne på plads, men som grundlæggende har læst klubben forkert, og forsøgt at købe sig til kortvarig succes gennem ansættelser af Koeman, Ancelotti og Benitez. Det sprængende punkt var, da Brands ville skabe et bæredygtigt og langvarigt projekt ud fra Mikel Arteta, men blev overruled (igen) da man ansatte Ancelotti.