Det er lidt kuriøst med investerings-argumentet. I tilfælde at der trækkes overskud ud, særlig af en engelsk klub, er den entydige vinder butikken i byen som sælger fakler og høtyve. Du ser det ganske sjældent. Kroenke har de seneste sæsoner allokeret et relativt beskedent beløb, ud over hvad man må antage han har af løn i sin position. Det er ikke blevet mødt godt.
Hvis man vil skabe profit, kræver det en udvikling af klubben og forretningen, hvor man kan sælge med plus på kontoen, hvilket typisk kræver investering og at mere kapital bindes. Ofte er det lidt af et gamble, da aktiver og cahflow i fodboldverdenen er meget levende størrelse.
Oplagt findes der dårlige og grådige ejere, men ofte kritiseres de for at være passive, mere end for at hive penge ud.
Det er lidt sjovt med fodbold på den måde. Det er "vores" klubber. Vi føler at have vundet geografisk og/eller emmotionelt hævd. Du står således konstant med to sæt aktionærer. De som er følelsesmæssigt investeret og kommer på stadion eller på anden måde er fan (os) og de som ejer den faktiske entitet på papir. Her er fodboldfans ofte ganske forkælede, da man lidt forventer at ejere skal være filantroper, som deler interessen i "sagen" og investerer i denne, gerne monetært. Det følger vel institustionaliseringen af fodboldklubber, men er stadig et interessant fænomen.
Problemet med mange udenlandske ejere er, at de ikke forstår denne dynamik. Eksempelvis i USA, snakker man jo ikke om klubber, men om "teams" og "franchises", som man kan flytte eller sælge til højestbydende, og det forventes næsten at ejere rager godt til sig.
Hvis man vil skabe profit, kræver det en udvikling af klubben og forretningen, hvor man kan sælge med plus på kontoen, hvilket typisk kræver investering og at mere kapital bindes. Ofte er det lidt af et gamble, da aktiver og cahflow i fodboldverdenen er meget levende størrelse.
Oplagt findes der dårlige og grådige ejere, men ofte kritiseres de for at være passive, mere end for at hive penge ud.
Det er lidt sjovt med fodbold på den måde. Det er "vores" klubber. Vi føler at have vundet geografisk og/eller emmotionelt hævd. Du står således konstant med to sæt aktionærer. De som er følelsesmæssigt investeret og kommer på stadion eller på anden måde er fan (os) og de som ejer den faktiske entitet på papir. Her er fodboldfans ofte ganske forkælede, da man lidt forventer at ejere skal være filantroper, som deler interessen i "sagen" og investerer i denne, gerne monetært. Det følger vel institustionaliseringen af fodboldklubber, men er stadig et interessant fænomen.
Problemet med mange udenlandske ejere er, at de ikke forstår denne dynamik. Eksempelvis i USA, snakker man jo ikke om klubber, men om "teams" og "franchises", som man kan flytte eller sælge til højestbydende, og det forventes næsten at ejere rager godt til sig.