Snak

Klasse igen igen. Fuld fortjent sejr, hvor Hellas, bortset fra et langskud på overliggeren, vel reelt set havde én chance. Det eneste, jeg lige kan sætte en finger på, er at vi ikke scorer på vores chancer. Vi har rigeligt af dem i dag (jeg tæller fire i første halvleg og fire i anden, plus det mål vi scorer). Især til sidst skal der bare scores. Det med at vinde med ét mål går an lige nu, men man kan være sikker på, det ikke bliver ved med det.

Men alt i alt så absolut en godkendt indsats og vel nok vores bedste præstation indtil videre i sæsonen. Det er vel kun Guarín der var decideret ringe, mens Jovetic ikke havde det bedste indhop i sin karriere.

Kampens spiller Medel eller Melo, mens jeg også er imponeret over at Icardi gad at blive ved med at løbe og kæmpe for det. Santon og Telles gjorde det også fint, bortset fra at førstnævnte havde en fem minutter, hvor ikke meget lykkedes.

Jeg smiler over hele femøren :)

Hurra, OC! :)

På søndag er I blåviolette og nummer to :-)))))

Jeg elsker 1-0 sejre. Der er noget helt særligt over dem.

Jeg har lige sakset det her fra "Inter kværner..." artiklen, for det kommer vel ikke andre ved end os. Skribenten er Z4E. Det sidste i indlægget er dog ikke kun møntet på ham.

Spillet har ikke været prangende, der er simpelthen alt for lidt sammenhæng i spillet og spillerne laver stadig mange fejlafleveringer. Det er også tydeligt at spillerne ikke kender hinanden særligt godt, for der er mange gange hvor spillerne aflevere i det modsatte område hvor den anden spiller løber hen. Det vi rent faktisk lever på er vilje, kampgejst og ikke sprudlende sammenhængende fodbold.

Ja, men i sidste sæson tabte vi kampe, hvor vi måske ikke spillede det bedste fodbold, hvor vi i indeværende sæson vinder dem - det kaldes fremskridt. Desuden har jeg intet imod at vinde nogle kampe på ren og skær grinta - det var også en mangelvare i sidste sæson. Jo mere spillerne lærer hinanden og taktikken at kende, jo mere det vil flyde og bedre vil vi spille. Så har vi og grinta og et stærkt defensiv og flydende opspil.

Forsvaret er slet ikke så prangende, som tallet ellers kunne indikere. Der er skabt enorme chancer imod os i de fleste kampe, men vi har heldet og stolpe ud med os.

Uenig. Forsvaret har ikke spillet fejlfrie kampe - hvilket forsvar gør? - men bortset fra ti minutter mod Milan, har der været så meget lås på dernede som man menneskeligt kan forvente. Især når man tænker på, at midterforsvaret har bestået af to nye spillere, der ikke kendte hinanden for blot et par måneder siden, og en spiller, der endnu ikke havde spillet midterforsvar for os. Chancerne til modstanderne er ned på et absolut praktisk minimum, bortset fra ti minutter mod Milan. I sidste sæson var der meget (berettiget) brok over vores forsvar. Det har Mancini og co så adresseret nu - og det er stadigvæk ikke i orden? Hvornår er det godt nok så?

Forsvaret har i høj grad levet af heroisk enkeltmandspræstationer og spiller der er gode til at tackle i det helt rigtige sekund, men det er ikke en sammensat enhed der forhindre modstanderen i at komme til chancer.

Vrøvl. Forsvaret - og især Miranda og Murillo, og siden Medel - har netop formået at lukke ned ved at arbejde utroligt godt sammen. Der har ikke været ´heroiske enkeltmandspræstationer´ og det med at ´tackle i det helt rigtige sekund´ kaldes for timing - noget gode forsvarsspillere har.

Det er også et problem at man ikke kan kreere mere, men ofte står bomstille og blot køre bolden rundt om betonmuren uden bevægelse og fart i spillet.

Her har du så fat i en pointe. Vi så igen mod Hellas, at vi har svært ved at finde vej igennem et hold, der kommer til Meazza for at stjæle et point. Hellas forsvarede bravt og kudos til dem for det. Men så kræver det også tid, tålmodighed og dygtighed at finde vej til mål. Det var vores anden store svaghed i sidste sæson og det er stadigvæk ikke helt i top endnu - men der er fremskridt at spore. For vi er ikke længere afhængig af Icardi og kun Icardi.

Endvidere skal også huskes, at vi mod Hellas inden målet havde tre store til kæmpestore chancer (Perisic, Kondogbia og Medel), som vi ikke scorer på. Efter vi scorer, kommer Hellas længere frem og har en stor chance, mens vi også har et par stykker - dem skal vi så score på.

Det der irriterer mig grænseløst, både i artikelfora, men også i dén grad i tråden her, er at glasset konsekvent er halvt tomt. Vi ligger for pokker nummer ét, med fuld pointudbytte, mens vi kun har fået ét mål imod os. Det er den bedste sæsonstart siden 1963 - alt imens konkurrenterne taber point hist og pist. Selv hvis vi skulle gå hen og tabe mod Viola på søndag, har det stadigvæk været en fantastisk sæsonstart. Forsvarsproblemerne fra sidste sæson er blevet adresseret, mens vi vinder kampe, vi i sidste sæson ville have fået 0 eller 1 point ud af. Vi har fået ti nye spillere, hvor de syv af dem allerede nu kan betegnes som stamspillere. På trods af de åbenlyse problemer med at sluse dem ind i holdet og spillestilen, vinder vi kampene.

Men alligevel er der blandt nogle brugere begravelsesstemning her i tråden, med mere og mere skingre og usaglige udsagn, hvor folk prøver at overgå hinanden i pessimisme.

Hvornår er I tilfredse?

Jeg ved godt, det ikke er rosenrødt det hele (vi scorer blandt andet ikke nok), men for pokker da - lad os nu lige nyde det her mens det varer, efter fem år i mørket. Sæsonen er lang endnu og vores 100% statistik bliver nok ikke ved - der skal nok være rigeligt med kampe og øjeblikke hvor man med rette kan brokke sig.

Et glimrende indlæg. Det må jeg sige.

Apropos min pessimisme så lægger den i at jeg er begyndt at læse folk udefra klubben begynde at tale om scudetto, hvilket i og for sig er fair nok, men der hvor den står af for mig er når en som Melo begynder at bruge de samme ord. Det minder mig om tidligere eksempler fra andre klubber, hvor man ender med at slutte sæsonen af endnu mere skuffet alene fordi at udgangspunktet blev sat efter et antal spillerunder af sæsonen.

Juventus og Roma nægter jeg at tro på kan blive ved med at kaste point overbord og på et eller andet tidspunkt kan man ikke blive ved med at holde 1-0. Derfor kræves det at antallet af scoret mål bliver tilsvarende større, altså en konkret udvikling, hvilket jeg er skeptisk overfor da det nuvel er Mancini der sidder på trænerbænken. Han er i min optik notorisk kendt for at alene basere sin offensive kreativitet på individuelle kvaliteter, hvilket Zlatan var ganske garant for tidligere. Spørgsmålet er så om Jovetic, Perisic og Ljajic kan udgøre dette. Glem ikke Jovetics skadehistorik og det at Perisic er ny i ligaen.

For fanden det er jo Atalanta, Carpi, Milan, Chievo og Hellas man har mødt. Jeg er helt med på pointen om at disse hold står aldeles defensivt i organisationen og at det derfor er svært at komme frem til chancer, men hvordan vil det så gå når man møder et bedre hold der 1) for alvor vil teste ens forsvar og 2) stadig har en ganske fin defensiv.

Min pessimisme bunder nok stadig også en lille smule i min ærgelse over at man sparker Shaqiri ud og sælger Kovacic med få dage tilbage af transfervinduet. Men well, det er en helt anden diskussion som jeg synes jeg har bragt op for mange gange i forvejen.

"For fanden det er jo Atalanta, Carpi, Milan, Chievo og Hellas man har mødt. Jeg er helt med på pointen om at disse hold står aldeles defensivt i organisationen og at det derfor er svært at komme frem til chancer, men hvordan vil det så gå når man møder et bedre hold der 1) for alvor vil teste ens forsvar og 2) stadig har en ganske fin defensiv."

Taget i betragtning at der til sammen er scoret over 30 mål mod de hold Inter mødt, så er det point nu ikke meget værd

@ Stanko

Som nævnt tidligere, så forventer jeg ikke Scudetto´en, når sæsonen er færdig til maj.

Når det så er sagt, så vil jeg tillade at gentage mig selv fra tidligere indlæg. Jeg vil være pænt skuffet, hvis vores spillere og træner ikke gik efter Scudetto´en. Jeg forventer, at spillerne vil vinde hver kamp - et mesterskab er et logisk resultat af dette. Det er op til bestyrelserne at sætte realistiske mål - det er op til spillerne og træneren af vinde kampe. Endvidere er det selvfølgelig helt fint at kigge på sæsonen når den er slut og evaluere den der. Hvis vi ender på en tredjeplads, er jeg sikker på, at Thohir, Mancini, spillerne og vi fans er svært tilfredse - men lige nu skal Scudetto´en være mål for Mancini og spillerne, hvis blot kun som logisk resultat af at vinde så mange kampe, man kan.

Så nej, det gør mig ikke spor, der tales om et mesterskab. Hvis ikke de gik efter den, kan de lige så godt give op at spille fodbold på så højt plan.

Man skal som fan være et utaknemmeligt skarn hvis man er utilfreds ovenpå en sæsonstart med 5 sejre i 5 kampe.

Kan det blive bedre, spillemæssigt? Naturligvis.

Man har ikke mødt toppen af poppen, men man har vundet og det er jo i bund og grund det som det handler om.

Faldgrubben som man så skal prøve at undgå, er at overfortolke på baggrund af resultaterne. Naturligvis kan man ikke konkludere en hel masse omkring forsvaret, når man i bund og grund kun har mødt Milan der med rimelighed kan siges at have nogle spillere med top-kvalitet i offensiven og man behøver vel blot at se en highlights video fra den kamp for at se at det godt kunne være faldet anderledes ud i et par situationer (situationer som ingen Inter-spiller kan siges at have haft nogen afgørende indflydelse på) og så havde man nok konkluderet anderledes. Enlig svale gør ingen sommer, som man siger.
Opspillet glider nok også noget lettere mod modstandere der egentlig slet ikke forsøger at spolere det før man kommer 15 meter ind på deres banehalvdel, så måske skal man heller ikke konkludere en hel masse på den konto på baggrund af kampe mod Atalanta, Hellas og Carpi.

Men man har stadig vundet 5 ud af 5 kampe. Det er det som man skal tage med sig og det bringer en masse positiv stemning med sig i truppen samt ikke mindst i og omkring klubben.

Nu kommer der så nogle kampe hvor modstanderne har lidt højere kvalitet og bringer noget andet til spillet end blot at stå dybt og parere. Skulle man nu gå hen og få tre snævre nederlag, så er det formentlig heller ikke sådan at vi med sikkerhed kan konkludere at Mancini er komplet uduelig og at halvdelen af spillerne ikke fortjener at bære trøjen. Nuancerne er vigtige.