Sæsonen er ved at være overstået, og med tre kampe igen, ser det unægteligt ud til, vi mindst snupper en fjerdeplads, noget Europa bold og fine præmisser for forbedring til næste sæson. En fjerdeplads er da også en klar forbedring i forhold til sidste sæsons forfærdelige ottendeplads og hvis vi lige kort glemmer, at vi i lang tid lå på førstepladsen, har sæsonen vel også været acceptabel, omend selvfølgelig ikke optimal.
Ja-hatten er i dén grad på i dag!
Forberedelserne til næste sæson er allerede gået i gang. Ausilio er i gang med at spejde efter backs, hvor Sime Vrsaljko og Bruno Peres nævnes ofte og hvor vi allerede skulle være i kontakt med Sassuolo om førstnævnte. Begge spillere er jeg vildt begejstrede for, men i og med backspillere nok er det, vi har mest af, forstår jeg ikke helt finten med at ville punge ud for sådan én til sommer - medmindre vi selvfølgelig sælger ud blandt backerne.
Santon er næsten sikret, om ikke andet på grund af hans clubgrown-status (jf. næste sæsons registreringsregler). Af samme grund tror jeg, at Andreolli hentes tilbage fra Sevilla, hvilket kan betyde et salg af JJ, som Lazio og Napoli skulle være interesserede i. Det andet salgsemne, vi har blandt backspillerne, er Nagatomo, der godt nok lige har forlænget, men som rygtes væk i hvert vindue. D´Ambrosio tror jeg, vi beholder - ikke kun er han vores bedste højreback, men han har tilmed også homegrown-status. Telles forlænger vi sandsynligvis ikke med, selvom han efter min mening har imponeret.
CdS mener også at vide, at vi henter både Banega og Erkin (endnu en back!) på fri transfer. Jeg kender ikke Erkin, men Banega falder et tørt sted. Melo er ønsket i Kina og siger nok ikke nej til en større lønpose i sin karrieres efterår. Banega er desuden også bare en bedre spiller end Melo. Ljajic er i øvrigt også så godt som sikker på vej tilbage til Roma. Jeg synes, han har gjort det fint, men 11 mio. € er måske lige lovligt meget for en spiller, der svinger noget i præstationerne.
Oppe foran sættes vi igen i kontakt med Jonathan Calleri, som lige ved og næsten var vores i sommers. Han blev i stedet for solgt fra Boca Juniors til Deportivo Maldonado (i Uruguay), der med det samme lånte ham ud til Sao Paolo i Brasilien. Vores sydamerikanske eksperter synes, han er dygtig, og vi har da også gode erfaringer med argentinske spillere, så lad os da endelig hente ham til Europa. Om ikke andet tjener vi sikkert en skilling på et videresalg. Der rygtes også om Lille´s Sofiane Boufal, som ligeledes kan hentes på en fri, men som jeg ikke kender mere til end jeg kan læse mig frem til på nettet - hvor han dog omtales i rosende vendinger. Sidst men absolut ikke mindst, pønser klubben på at rykke unge, men vanvittig dygtige Enrico Baldini op i seniortruppen. Man kan jo frygte for hans udvikling, vores historik i mente, men han er super talentfuld og jeg håber da, der falder nogle kampe af til ham.
Af udgående spillere, virker det så sikkert som amen i kirken, at Ranocchia og Dodó sælges, formentlig i én eller anden byttehandel. Vi er stadigvæk ude efter Candreva, og Lazio vil gerne have en midterforsvarer der ikke er skadet hele tiden - værsgo, Ranocchia. Dodó virker glad i Samp og Samp virker glade for ham, så mon ikke, han ender der - muligvis i forbindelse med et lån eller køb af Soriano, der i øvrigt vil tælle som homegrown.
Vores mest eftertragtede salgsvarer (Icardi, Brozovic og Miranda) behøver faktisk ikke blive solgt, med henblik på FFP - og klubben skal da også være dumt at gøre det. Når det så er sagt, så bliver det svært at sige nej til 50 mio. € for Icardi eller Brozovic. Mine fingre er dog krydsede for, at netop de tre bliver.
FC Internazionale - Stadio Giuseppe Meazza
Triplete Solo Noi