Snak

...

...

@ gorillapik

Jeg har tidligere gjort det, men jeg gentager det gerne.

Mancini brugte backspillerne i det offensive spil, som ekstra fløjspillerne, for enten at komme i overlap forbi kanterne, eller som opbakning til samme. Det forventedes af vores backs, at de løb langs med sidelinjen. Endvidere blev det (for så vidt jeg kunne se, men nu var jeg trods alt aldrig tilstede til taktikmøderne) forventet, at backsene slog indlæg i feltet, hvor angriberne (i teorien) skulle afslutte.

I det defensive var backspillerne selvfølgelig forsvarsspillere overfor modstandernes kantspillere, men det er ikke diskussionen vedkommende.

De Boer ser gerne meget af det samme (jf. de første tre kampe og sin tid i Ajax), med den ene forskel, at backspillerne meget gerne må slå bolden ind i banen, da boldbesiddelse er nøglen. Det vil sige, at hvis Icardi står omringet af to, tre garderhøje midterforsvarere, at der ikke bare bliver slået et hovedløst indlæg ind, men at bolden bliver spillet tilbage til en kantspiller eller en midtbanespiller - hvilket jeg i øvrigt synes er forfriskende. Vi skaber flere chancer ved at holde på bolden og bringe holdet med frem. Når man ser heatmaps og deslige, så vil man også se, at bolden flyttes meget fra det ene frimærke, foran feltet via midtbanespillerne til det andet frimærke, og vice versa, i et forsøg på at finde et hul.

Forskellen mellem de to taktiske oplæg er altså overkommelig, grænsende til det ikke-eksisterende, og har heller ingen indflydelse på modstandernes omstilling ved boldtab. Der vil altid være et midterforsvar på to spillere, mindst én central midtbanespiller og ofte to, i nogle tilfælde en kantspiller, den modsatte back, samt selvfølgelig målmanden, til at stoppe eller bremse en eventuelt omstilling - hvilket der fundamentalt også var under Mancini. Den markante forskel ligger indtil videre på midtbanen, hvor vi er gået fra tre centrale midtbanespillere, til to.

Som OC også tidligere har nævnt, så var vi lige så omstillingsskrøbelige under Mancini, som vi har været i de første tre kampe - og grunden til dette har jeg også belyst, hvorfor jeg heller ikke finder noget særligt bekymrende ved dette.

Personligt ser jeg den primære forskel ligge i, at vi har et hold der generelt presser højere op i banen og som har bolde i områder af banen (læs: især kanterne), hvor vi efterfølgende kommer til at hænge i en større grad med vores backs i forbindelse med omskiftninger imod os. Jeg er med på at vi også havde en hvis grad af spil på kanterne under Mancini men det fremstod for mig slet ikke så skarpt som det gør nu.

Som Lentini også påpeger hjælper det hellere ikke når vi har boldtab kritiske steder på banen. Det virker igen for mig som om at vi har en træner der i større grad tillader at kreativiteten udfolder sig i det offensive i en lang større grad end under Mancini. Det betyder samtidigt at der skal ændres på aftaler og forskellige positioneringsmønstre i det defensive spil hvilket ikke bare bliver ændret på et par uger.

Nu når FD nævner indlæg, så vil jeg anbefale at læse de artikler som Mads Davidsen skrev i forbindelse med sommerens EM, da han blandt andet kommer ind på en interessant statistik om høje indlæg. http://www.mediano.nu/oversigt/2016/6/23/ems-taktiske-tendenser-20-set-af-mads-davidsen

"3. Indlæg eller gennembrud centralt?

Det er altid en diskussion, hvordan man spiller chancen stor nok, og ønsker man som træner eller hold gennembrud centralt eller bredt? Og hvor tillader modstanderen dig at finde plads og udnytte rum?

Statistisk set har der været flest scoringer efter høje og flade indlæg ved dette EM kontra dybe stikninger eller kombinationsspil centralt (igennem zone 14), så isoleret set har indlægsspillet haft en stor betydning for scoringerne. Dog er det vigtigt også her at gå bagom tallene, og jeg har allieret mig med den dygtige freelance-fodboldanalytiker Claus Møller Henriksen, som har nørdet med indlægsstatistikken via Eye4Talents Performance analysesystem, hvilket jeg ikke selv har prioriteret, så Claus fortjener referencen 100%.

Claus’ indlægstal viser, at konverteringsprocenten af indlæg er yderst lav og et hold ligesom ved afslutninger udenfor feltet skal bruge rigtigt mange indlæg, før det giver en scoring.

Helt præcist scores der ét mål pr. 100 (høje) indlæg fra siderne, hvilket igen bør give stof til eftertanke i form af, hvorvidt holdets indlægsstrategi virker eller om det overhovedet er en god ide?

Der har i gennemsnit været 40 høje indlæg per kamp og kun 1% af dem er der scoret på, så det ligner ikke umiddelbart den mest effektive måde at score på, selvom der altså er scoret flest gange via indlæg (høje og flade/cutbacks) samlet set i turneringen.

For mig som træner handler det i høj grad om at have en prioritering i fase 3, afslutningsspillet, så spillerne ved, hvad de foretrukne optioner og bedste valg er, og derfor leder efter de mønstre og løb, der er gennemarbejdet og automatiseret. Tysklands første halvleg mod Nordirland var for mig den bedste og mest strukturerede præstation på banens sidste tredjedel – afslutningsspillet. Konstant gode positioner centralt, åbnede og udnyttede rum samt altid en option bredt også, hvilket gav nordirerne udfordringer, da fodbold heldigvis er konstrueret, så du aldrig kan lukke alle rum samtidigt. Samtidig havde tyskerne 13 afslutninger (egne tal) i første halvleg og alle 13 inde i feltet, hvilket helt sikkert skyldes en klar strategi og prioritering i afslutningsspillet.

Samme systematik bør være afgørende for indlægsstrategien; hvilke positioner skal udfyldes og hvordan håndterer du, at modstanderen også kender og læser de klassiske og helt åbenlyse positioner (forreste og bagerste område samt omkring straffesparkspletten)? Min påstand er, at for mange hold bare slår bolden blindt ind i feltet og håber det bedste. Det kalder jeg held og tilfældigheder og er det godt trænerarbejde? Ikke i min verden.

Og Claus’ statistik fortæller os, at det sjældent kan betale sig at prøve med indlæg, når kun 1% af de klassiske høje indlæg konverteres til scoring. Det er imidlertid også en diskussion om spillestil og valg af spiltyper.

Belgiens 2-0-scoring mod Irland af Axel Witsel kan være et indøvet indlægsmønster, men det ved kun Marc Wilmots og hans stab. Jeg synes, at det så planlagt og indarbejdet ud.

Angriberen har taget det første løb for at positionere sig til et tidligt indlæg, men bolden bliver i stedet stoppet og spillet baglæns og så kommer andenbevægelsen, hvor angriberen søger væk fra den centrale zone, hvilket skaber afstand og usikkerhed mellem de to irske stoppere, og her kommer Witsel med perfekt timing løbende ind i mellem de to stoppere og scorer.

Et klassemål, hvor Belgien rammer svagheden ved at markere i zoner ved indlæg, altså rummet mellem de to stoppere og scoring via andenbevægelsen, så indlæg kan naturligvis have en værdi også afhængig af typer, men det kan være en ide at have en specifik indlægsstrategi for at optimere konverteringsprocenten.

Spændende, Stanko!

Tagliavento dømmer mod Juve.

https://www.youtube.com/watch?v=kLRpeUdgcqw

Fedt Stankovic! Tak for det!

Vores b-hold, iført filurtrøjer, mod de israelske mestre. Det er lige før, man ikke savner TV eller internet.

Men også kun lige før...

En rædsel af en trøje. Roma´s 3. trøje fra Nike denne sæson ligner også noget fra det ydre rum.

Kan se Ranocchia stadig har det svært med at finde/fange sin direkte modspiller på indlæg. Og i alle andre situationer også. Heldigt det ikke blev straffet.