Snak

Korrekt. Fra 1928 til 1944 hed klubben Ambosiana(-Inter) - der var også planer om at lægge Inter og Milan sammen, men det blev da heldigvis skrinlagt. Inter opslugte dog en anden milanesisk klub, Unione Sportiva Milanese, i processen. US Milanese var i øvrigt ikke just en lille klub - de deltog i flere af de tidlige italienske mesterskaber, hvor det blandt andet blev til et par sølvmedaljer.

Milan FC skulle i øvrigt ændre navn til Associazione Calcio Milano (hvor de så efterfølgende beholde AC-delen, hvilket forklarer det italiensk-engelske navn); Genoa CFC til Genova 1893 Circolo del Calcio; og Juventus FC til Juventus Cisitalia, og sådan gik Mussolini ellers hyggeamok med at gøre Italien bare lige det lidt mere italiensk.

Ikke at forglemme at fascisterne også dannede AS Roma i 1927 som en fusion af tre romerske klubber som modvægt til de nordlige klubbers dominans. Lazio slap fri af denne fusion, efter sigende pga indgriben fra en general, som både sad i Lazio´s og fodboldforbundets bestyrelse.

Yep, Lazio er væsentlig ældre end Roma.

Napoli´s tidlige historie er i øvrigt også vildt spøjs. Ikke-italienske medlemmer af Napels Foot-Ball Club hoppede ud i 1912 og dannede US Internazionale Napoli, hvorefter USI Napoli og Napels FBC havde en sund rivalitet. Her havde man altså en situation, hvor italienske spillere spillede i en klub, med det engelske navn Napels FBC og internationale spillere dannede en klub, med det italienske navn USI Napoli.

I 1922 forenedes de to klubber dog igen, under det meget, meget, MEGET lidt mundrette navn Foot-Ball Club Internazionale-Naples - eller FBC Internaples.

Det blev heldigvis ændret til AC Napoli i 1926.

@Mag og FD: Jeg takker for historietimen de herrer! Det er interessant læsning.

Det blev heldigvis ændret til AC Napoli i 1926.

Her havde fascisterne dog for en gangs skyld en heldig hånd med i spillet, da de var modstandere af Internaples, idet det promoverede Internazionale - kommunismens slagord - og Naples - fjendens (engelske) sprog... og derfor tilskyndede navneskiftet.

@Mag og FD: Jeg takker for historietimen de herrer! Det er interessant læsning.

Altid til tjeneste i den kulturelle calcio-histories navn :-)

@ Mag

Det er måske lidt fy-fy at skrive det - og da især for en ræverød socialist som mig selv - men hvis man isoleret set kigger på hvad Mussolini gjorde for sporten i Italien, så var der mange gode tiltag. Han tænkte enormt langt fremme, og ikke kun med hensyn til de italienske klubber og tvangsfusionerne.

Han fik VM til Italien (og Europa) i 1934, havde tiltænkt vinter-OL til Cortina-D´Ampezzo i 1944 (hvorfor den blev aflyst, vides til dato ikke...) og havde generelt et stort sportshjerte.

Folk forbinder ofte (og oftest med rette) Mussolini med Hitler - men de er på mange måder usammenlignelige, og da især i deres tidlige respektive karrierer. Fascisme var nationalsocialisme i ordets reneste forstand - det vil sige, man tog sig af nationen (som i Italia irredenta - ikke staten!) og bragte sociale ydelser på banen til den. Man kan, bør og skal helt sikkert klandre Mussolini for at vælge den forkerte side i krigen (hvis man lige skal holde det simpelt), men man skal ikke glemme, at manden oprindelig var socialist og at italiensk nationalsocialisme lå noget længere over til venstre på den politiske skala, end for eksempel dens tyske, norske, britiske (!!) og ungarske udgaver.

Jeg kan godt følge dig ift det sportslige og socialøkonomiske perspektiv. Men fascisme er nationalisme, hvor man ønsker at fremme en national identitet fremfor en mere personlig selvbevidst identitet. Og her spiller staten en stor rolle, lige som det for øvrigt også gjorde i kommunismen. Dér hvor det afgørende gik galt for Il Duce, var imo netop med Italia Irredenta, altså det ubefriede Italien, hvor man påberåbte sig en selvfølgelig ret til at generobre tidligere italienske territorier, der nu var under udenlandsk herredømme, med "lovhjemmel" gående helt tilbage til Romerriget.

Men fascisme var ikke inherent højredrejet. Man havde nationalistiske strømninger (Italia irredenta, D´Annunzio og Fiume, Mare nostrum, etc.), men også i allerhøjeste grad en socialistisk input, som dog forsvandt i takt, at de nationalistiske idéer tog over og man røg i krig med de Allierede. Når man tænker tilbage på Marinetti´s "manifesto dei fasci italiani di combattimento", så skinner socialismen tykt, tykt igennem: kvinderettigheder, 8 timers arbejdsdag, mindsteløn, organiserede fagforeninger, medarbejder repræsentation, nedsat pensionsalder og så videre - altså ting, som en given 50´er og 60´er socialist nok også kunne sætte sig ind i. At fascister så aktivt deltog i nedkæmpningen af de endnu mere venstreorienterede marxister i især Norditalien under il Biennio Rosso, hvilket gjorde dem mere spiseligt for det højredrejede Italien og hvilket i sidste ende førte til la Marcia, ændrer ikke på, at fascisme ikke var nationalsocialistisk, men nationalistisk og socialistisk - i hvert fald i begyndelsen.

Med andre ord var fascisme i starten slet ikke det højredrejede, nationalistiske monster, det unægteligt blev. Men selv der, spillede "traditionelle" nationalsocialistiske politikker, som racerenhed, antisemitisme, Lebensraum og Blut und Boden ikke nær så stor en rolle i Italien, som det gjorde i mange andre lande.

Italiens fascisme havde, som du også påpeger, en anseelig historisk grobund, hvor Tysklands nationalsocialisme snarere bundede i socioøkonomiske og politiske problemer. Italien hungrede efter en storhedstid, personificeret ved Romerriget, og var desuden enormt skuffede over udfaldet af Versailles, hvor de følte, de blev snydt. Tilføj dertil en god dosis italiensk pragmatisme og en ikke overvældende træng til at gå i krig mod hvem som helst, og så har man en noget mere nuanceret og på sin vis afslappet tilgang til nationalsocialisme, som man så så mange andre steder. Jeg vil eksempelvis vove den påstand, at Vichy regeringen var noget mere nationalsocialistiske end fascisterne, selvom førstnævnte normalt betegnes som centrumhøjre.

Det er egentlig meget typisk italiensk, at overreagere på den måde ;)

Jeg siger heller ikke, at den italienske fascisme var højredrejet i sin fødsel. Tværtom. Egentligt udsprang den vel af socialiste revolutionære grupper 30 år før Mussolini. Og Marinetti´s manifest var netop også revolutionære, socialistiske ord i en tid, hvor rettigheder var en by i Rusland. Mussolini´s Italien var jo langt hen af vejen kendetegnet ved fx nationalchauvinisme, modernisme og korporatisme modsat Tysklands ekstremnationalisme, bondeideologi og krigsøkonomi. Racerenhed og folkemord var således også relativt ukendte begreber i Italien. Ideologier har det dog med at blive for ekstreme i de forkerte hænder og disses forkerte beslutninger. Og hvis Italien ikke havde haft ambitioner om koloniale tilbageerobringer - Italia Irredenta - havde den latinske verden måske set anderledes ud i dag.

Hvor har du for øvrigt din viden fra... uddannelse, arbejde eller autodidakt?

Uddannelse - jeg er historiker og skrev én af mine sidste afhandlinger om Versailles aftalen og dens effekt på tidlig italiensk nationalsocialisme.

Og hvis Italien ikke havde haft ambitioner om koloniale tilbageerobringer - Italia Irredenta - havde den latinske verden måske set anderledes ud i dag.

Når du skriver den latinske verden, hvad mener du så?

Egentligt udsprang den vel af socialiste revolutionære grupper 30 år før Mussolini.

Det kan man, qua Mosca, velsagtens argumentere for. Men det tog vel for alvor først fart efter 1918.

Det er egentlig sjovt, hvordan det udviklede sig i de forskellige lande. Groft skitseret, så stod arbejdsløse og utilfredse soldater for fødslen af moderne, europæisk politik: i Rusland udmøntede det sig i soviets og kommunisme, i Tyskland i Freikorps og nazisme og i Italien i fasci og fascisme, dog først kendetegnet ved socialisme og anti-Marxisme. Tilføj dertil hjemvendte soldater i Irland og utilfredse franske kolonisoldater, og så har man da en fest i 1920´erne.