Snak

Ja mand, hvad tænker du dog på, bare at give mig ret på den måde og underbygge mine påstand.

Flere koryfæer - med Sacchi i spidsen - udtalte efter Juves chokerende exit til Ajax, at de italienske klubber - og især også tilhængere - burde gøre op med mottoet "Vincere e´ l´unica cosa che conta". Det hæmmer nemlig en organisk udvikling af en klub og et hold, som i stedet må forsøge at købe sig til (forhåbentlig) øjeblikkelig succes. Det er i koryfæernes øjne for kortsigtet, for skrøbeligt og for dyrt. Især når man tænker på, at italiensk fodbold sakker bagud i den økonomiske magtkamp. Og det gør, at italiensk fodbold generelt lider, når man ikke i højere grad og mere tålmodigt forsøger at dyrke en særegen filosofi og spillestil, hvilket inkluderer at give de unge italienske talenter, der vel at bemærke passer ind i strategien, chancen i de større klubber.

Jamen det er svært at være uenig i den påstand. Samtidig er det lidt paradoksalt at den kommer efter netop Juventus´ exit da de jo (i både mine og mange andres øjne) netop er kommet til deres succes efter Calciopoli-fuskeriet ved at implementere en langsigtet strategi både på- og uden for banen.

Heldigvis lader det til at Inter har gang i noget af det samme - minus det med at lade talenter fra ungdomsrækkerne spille en rolle. Desværre.

Ja mand, hvad tænker du dog på, bare at give mig ret på den måde og underbygge mine påstand.

Jamen så lad dog vær med at skrive sådan nogle kloge og "rigtige" ting!

Det hører heldigvis sjældenhederne til!

Samtidig er det lidt paradoksalt at den kommer efter netop Juventus´ exit da de jo (i både mine og mange andres øjne) netop er kommet til deres succes efter Calciopoli-fuskeriet ved at implementere en langsigtet strategi både på- og uden for banen.

De har siden Calciopoli lagt en forretningsstrategi, og ja, den har givet succes. Jeg har lidt sværere ved at se deres fodboldstrategi, når det handler om spillefilosofi og -stil. Som Sacchi siger, "man skal kunne hive trøjerne af spillerne og stadig kunne genkende holdet gennem deres stil". Det kan man med fx Barcelona og Ajax.

Heldigvis lader det til at Inter har gang i noget af det samme - minus det med at lade talenter fra ungdomsrækkerne spille en rolle. Desværre.

Hvad er Inters spillefilosofi og -stil set i et langsigtet fodboldstrategisk perspektiv?

@Mag:

De har siden Calciopoli lagt en forretningsstrategi, og ja, den har givet succes. Jeg har lidt sværere ved at se deres fodboldstrategi, når det handler om spillefilosofi og -stil. Som Sacchi siger, "man skal kunne hive trøjerne af spillerne og stadig kunne genkende holdet gennem deres stil". Det kan man med fx Barcelona og Ajax.

Det var nu også mest forretningsstrategien samt trupsammensætningen/-opbygningen jeg tænkte på. Og med trupsammensætning/-opbygning mener jeg investering i dels spillere som ikke kommer direkte fra den øverste hylde og dermed heller ikke koster milliarder men som har potentiale til at tage skridtet hvis man viser dem tillid og giver dem tid (folk som Vidal, Pogba og Bonucci) og dels spillere med masser af erfaring og klasse som disse lidt mindre rutinerede spillere så kan læne sig op af (folk som Tevez, Pirlo og Mandzukic).

I min optik er dette "nok" i forhold til at skabe et storhold på sigt. Dvs jeg er ikke enig med Sacchi i at det er et must at selve spillestilen skal ligge så fast som han giver udtryk for. Det væsentlige for mig er at man tør tænke langsigtet og acceptere at Rom ikke bygges på én dag.

Hvad er Inters spillefilosofi og -stil set i et langsigtet fodboldstrategisk perspektiv?

Forretningsmæssigt er specielt indsatsen i Asien værd at nævne. Suning har fra start af gjort det til et mål at udvide kendskabet til Inter i særligt den del af verden, og det har indtil videre givet pote hvis man skal tro på målingerne som viser at Inter er blandt de absolut mest populære klubber i Asien. Samtidig har man investeret gevaldigt i kommunikationen på de sociale medier hvilket naturligvis også udgør et vigtigt middel i bevarelsen og udvidelsen af fanbasen som verden ser ud i dag.

Med hensyn til trupsammensætningen er man ikke helt lykkes med at implementere en lignende model som den Juventus har benyttet sig af, men jeg synes dog der er tegning til noget der ligner. Købene af typer som Icardi, Skriniar og Brozovic er gode eksempler på handler hvor man har valgt udviklingspotentiale over starpower. Købene af Barbosa og Mario er så eksempler på det modsatte hvorfor jeg altså tilkendegiver at det "ikke helt" er lykkes. Samtidig har man været god til at holde fast i stammen på holdet hvilket naturligvis også er en væsentlig faktor i denne forbindelse.

Jeg har med andre ord en klar fornemmelse af at Sunings Inter er baseret på en langsigtet strategi hvori der ligger en implicit accept af at man ikke vinder hverken serie a eller CL med det samme. Og det synes jeg man som fan bør være glad for. For kan man holde næsen i sporet, så tror jeg på at der venter succes på den store scene for enden af tunellen ligesom der (desværre!) gjorde for Juventus.

Jeg har med andre ord en klar fornemmelse af at Sunings Inter er baseret på en langsigtet strategi hvori der ligger en implicit accept af at man ikke vinder hverken serie a eller CL med det samme. Og det synes jeg man som fan bør være glad for. For kan man holde næsen i sporet, så tror jeg på at der venter succes på den store scene for enden af tunellen ligesom der (desværre!) gjorde for Juventus.

Jeg er helt enig. Jeg har dog meget svært ved at se, hvad næste skridt er. Både på træner- og spillerfronten.
Skal man stadig holde på Skriniar, Brozo og Icardi for fortsat at bygge op, eller skal de skydes af nu og gøre plads (finasielt) til Barella, Tonali og andre?

@ I4L

Tak for dit svar.

Vi ser forskelligt på det - og fred være med det.

Jeg er mere tilhænger af en tankegang, hvor man definerer en fodboldmæssig filosofi og stil - jeg ville kalde det et koncept - før man definerer træner og spillere. Eller sagt på en anden måde: Træner og spillere skal indordne sig klubbens koncept. Ikke omvendt.

Dermed har man en kontinuerlig og langsigtet sportslig strategi, som ikke afhænger af skiftende træneres personlige luner eller de enkelte spilleres divergerende kvaliteter. For hvis man forfølger sidstnævnte “strategi” står man med håret i postkassen, når en træner stopper/fyres og en anden kommer til med helt nye ideer, som måske kræver helt andre spillere end de nuværende. Og sådan kan den onde cirkel fortsætte i uendelighed.

En klub som Ajax er et eksempel på et veldefineret koncept, der - som en rød tråd - gennemsyrer spillestillen fra ungdomshold og op til førsteholdet. Dette gør det bl.a. langt lettere at integrere egne unge talenter.

Intet italiensk hold praktiserer - hvad jeg kan se - ovenstående. Atalanta kommer måske tæt på, men deres koncept er først blevet defineret med Gasperini og hvad sker der med det, når han forlader klubben?

@Mag: Vi er sådan set ikke helt uenige. Jeg ser bare lidt mere nuanceret på det end dig og Sacchi - uden at det skal lyde som en kritik i øvrigt!

For mig at se giver det skam også rigtig god mening at have en strategi hvad angår spillestil. Men at den skal være så fastlåst som tilfældet er i dels Ajax, dels Sacchis tænkte eksempel, kan jeg ikke se det nødvendige i.

Så forstå mig ret. Det giver god mening med en overordnet strategi på det punkt også således at man sikrer at man kan skifte træner uden at skulle skifte hele holdet ud. Det behøver bare i min optik ikke at være så fast at man eksempelvis beslutter sig for udelukkende at spille 4-3-3 med masser af boldbesiddelse og et højt og aggresivt pres de næste 10 år.

Egentlig kan man være lidt fræk og sige at en alt for fasttømret indstilling til hvordan man skal spille over en længere periode potentielt er direkte skadeligt for en klub, forstået på den måde at fodboldverdenen rundt om klubben jo ikke er stagneret i mellemtiden og derfor risikerer at overhale en indenom.