Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvad Conte har gjort så galt, at han skal kyles ud midt i sæsonen på et tidspunkt, hvor alt stadig er åbent. Og jeg er også ret overbevist om, at klubben i øjeblikket end ikke overvejer en fyring af ham.
Ja, præstationerne har været lidt svingende, og nogle spillere har ikke holdt niveauet og andre nytilkomne har ikke haft den vægt, de burde have. Men jeg synes ikke man skal undervurdere, at det er en meget speciel tid at være fodboldspiller i og de reagerer forskelligt på det at spille uden tilskuere. Jeg er ikke i tvivl om, at den sløje hjemmebanestatistik til dels skyldes, at vi spiller på et gabende tomt Meazza. Derudover har spillerne ikke haft sommerferie og har altså spillet ekstremt mange kampe på kort tid.
Jeg synes, det ville være mærkeligt, hvis ikke coronakrisen gav ustabile præstationer, og det ser man da også fra stort set alle hold over hele Europa.
Selvfølgelig er det skidt, at vi er på vej ud af CL i en ellers overkommelig gruppe, men jeg synes også, at vi må sige, at vi har været uheldige i flere kampe. Vi har bestemt skabt chancer nok til at vinde kampene. Shakhtar-kampen især burde have været en klar sejr. Den første Real-kamp kunne have vippet til begge sider. Den anden får vi et dumt straffe mod os efter fem minutter af en overtændt Barella, og så giver torskedumme Vidal os dødsstødet efter en halv time. Ja ja, det er Conte, der gerne ville have Vidal, men jeg synes ikke, at Conte har gjort så meget galt i CL; jeg synes faktisk, at vi har spillet ganske fint. Og så skal man huske på, at det jo heller ikke er slut endnu. En sejr i aften, og så er gruppen i den grad levende. Nuvel, det bliver ikke nemt, men jeg vil ikke afskrive Inter i CL endnu.
I Serie A er vi et point foran favoritterne, Juventus. Milan har fået et lille hul, men det er ikke det værste hold at have liggende foran sig. De er ekstremt afhængige af Zlatan, og mon ikke han går i stykker et par gange mere i løbet af sæsonen. Og glem ikke, at vi på ni runder har mødt Lazio (U), Milan (H), Atalanta (U) og Sassuolo (U). Ikke ligefrem kampe, hvor tre point er givet på forhånd. Når Flying Dutchman så begynder at skrive om, at vi skal rydde bordet i seks kampe, herunder en udekamp mod Juric´ Verona, så bliver det for mig en lille smule useriøst og for meget Football Manager-tankegang.
Har Conte så lavet dårlige handler? Det altoverskyggende for mig er signingen af Lukaku. Det var et sats til de penge, den suverænt største sum, vi nogensinde har smidt for en spiller, men i øjeblikket er han en af verdens bedste angribere (og i sin bedste alder). Det har været en kanon handel. Barella har også været en stærk signing, selvom det er usikkert, hvor meget Conte har haft at gøre med den. Herinde er der meget kritik af sommerens vindue, men vi henter Hakimi, en af verdens mest lovende wingbacks, tidligt, og derefter er der naturligt nok ikke mange penge at rutte med pga. coronakrisen. Det burde ikke komme bag på nogen, at vi ikke blæser afsted på transfermarkedet midt i en kæmpe økonomisk nedtur.