Skal man tro Milan-spillerne, handler det meget om at Pioli har lyttet til spillerne og har haft stor fokus på selvledelse og -motivation. Altså, i mit univers, det modsatte af en motivator.
Det er i øvrigt også det Pioli selv udtaler om sin ledelsesstil.
Nu kan en motivator egenskab jo være flere ting. Som jeg citerer dig her, så kan en god motivator netop være en som formår at give de nødvendige redskaber til, at man holder sig selvkørende. En god motivator er sjældent culingfar som nurser og ikke lader sønnike selv om at klare ærterne.
Her er det en balancegang. Lader man den enkelte være for selvkørende vil der sandsynligvis på et givent tidspunkt mangle værktøjerne til at rette op for at følge en fælles kurs. Det kræver derfor at man ikke lader den enkelt være helt alene på søen, men stadig følger den enkelte omend langt mere passivt.
Omvendt, hvis du konstant er der for den enkelte og retter fokus på denne ved konstant at være opmærksom og påpegende, så bliver det på et eller andet tidspunkt for meget.
Hvilken en af de to kasser man mest hælder til er jo spørgsmålet. Det mest optimale er et sted midt imellem. Benitez er tættest på den første kasse. Conte er givet vel tættest på kasse to.
Personligt i mit arbejdsliv hælder jeg mest henmod første kasse (moderne skandinavisk ledelse) både hvad angår hvordan jeg fungerer bedst med mine chefer, men ligeledes hvordan jeg praktiserer min ledelse. Jeg tror ikke på at old school autoritær ledelse er den der resulterer i de bedste resultater i form af motiveret medarbejdere. Balancegangen er ikke at komme for tæt på kassen i noget semi laissez faire. Apropos min pointe.