Grundlæggende har de fleste italienske fodboldklubber den samme forretningsmodel: Man spiller en række fodboldkampe, lever af billetindtægter, tv-rettigheder, sponsoraftaler, merchandise, matchday-indtægter og evt. præmiepenge samt køber og sælger spillere.
Desværre har udgifterne ganske ofte været større end indtægterne. Mange klubber - inkl. de store - er forgældede og har ikke et særlig godt driftsregnskab. Og så må ejer træde til med flere penge eller der må laves en aktieudvidelse. Dette gælder i store træk også Inter. Det samme og det samme, år efter år.
Dette er gennem årtier blevet accepteret af ejere, fordi disse ofte har været passionerede lokalejere eller udenlandske mæcener, der har set en god profilering i dét at eje en fodboldklub.
Nu begynder der så at indtræde nye aktører i fodboldverden. F.eks. kapitalfondene. Og de ser anderledes på sagerne.
De fleste fodboldtilhængere er generelt bedøvende ligeglade med, hvordan det forretningsmæssigt går med en klub. Det er resultaterne på banen, der tæller. Sejre og gerne trofæer skal i skabet. Og sker det ikke, må der købes flere, bedre, dyrere spillere i forhåbningerne på succes.
Denne “luksuriøse” indstilling kan en kapitalfond ikke tillade sig. En god fodboldklub skal også være en god forretning. Hvis ikke det kan lade sig gøre, har de ingen interesse i at gå ind i markedet. Den gode forretning (inkl. den gode handel) er jo deres eksistensberettigelse.
Kapitalfondene gør så dét, som de altid gør fra starten. De ser på, hvad der måtte fungere godt i markedet eller sammenlignelige markeder - og så lader de sig inspirere (- og i visse tilfælde er de ikke blege for direkte at kopiere), hvis de kan se vejen til god forretning.
Og det er imø hvad BC pt. gør i tilfældet med Inter/Atalanta. Der er rigtigt mange faktorer, der fungerer i dén klub - både sportsligt og økonomisk - og det er god inspiration for BC. Og nej, det er ikke bare Gasperinis værk. Det ville være at desavouere Percassi & Co’s hårde og dygtige arbejde. Konceptet har været længere tid undervejs. Gasperini kom til - efter for øvrigt ikke at have været det kæmpestore lys andetsteds - og blev den sidste brik, der manglede. Men han er ikke mere afgørende end at han fremtidigt kan erstattes, idet det er konceptet der er kongen, ikke bare træneren.
BC kommer ikke til at kopiere Atalanta 1:1, men de vil tage de succesrige faktorer og så opskalere dem til dét større potentiale, der ligger i et stor, milanesisk foretagende som Inter med internationale muligheder.
Historien om fremdyrkelse af egne spiller vs køb af stjerner har fyldt en del i de italienske fodboldmedier. Måske netop fordi de er fordboldmedier og derfor falder over lige dette ene punkt, og ikke det større billede. For en skomager er alting sko.
Men for nu at runde dette ene punkt, kunne det f.eks. betyde bedre udnyttelse af akademiet med større egenbrug af spillere og bedre kapitalisering på andre (egen)spillere. En model som ikke bare Atalanta, men også Barca tidligere har haft succes med. Og i dén sammenhæng skal man lige erindre sig, at Inter har et af Italiens 2-3 bedste akademier - i de senere år kun overgået af netop Atalanta. Men man får altså ikke nok ud af investeringerne i akademiet. Dog skal det siges, at ovenstående ikke partout udelukker køb af stjerner, hvis/når det giver mening. Verden er ikke sort/hvid, men i farver.
Jeg tror ikke, at man skal være så frygteligt bange for disse kapitalfondes indtræden på fodboldmarkedet. Fodboldklubber er alt andet lige til salg for billige penge, fordi de ganske enkelt ikke er mere værd som de nuværende forretninger, de er i dag. F.eks. er det jo næsten latterligt, at en klub som Inter - med dens gigantiske potentiale inden for sport, underholdning og livsstil - pt evalueres til 700-900 mio euro, når man tænker på, hvad f.eks. IT-, software- og SoMe-platforme handles til. Der er ofte et ekstra nul på beløbet, hvis ikke mere.
Kapitalfondenes interesse er, at få de eventuelle fodboldklubber de investerer i, til at blive langt mere værd, så de kan sælges på et tidspunkt til en langt højere værdi. Og dét indebærer, at de pågældende klubber både indholdsmæssigt og økonomisk præsterer bedre, end de gør i dag. Og dette er også i tilhængernes interesse på den lange bane.
My two cents.
ACF Fiorentina & Leeds United FC