Så er pulsen faldet ned til det knap så farlige.
Selvom jeg selvfølgelig forstår intentionen, så er det at kalde Calhanoglu for MoM en nærmest kriminel underdrivelse. På en normal aften havde Pavard, evigt undervurderede Acerbi, Bastoni, Lautaro, eller, i de forkerte farver, Bremer eller Sczescsscsccscscsny været gode bud på at være kampens bedste spillere...
... men det Calhanoglu leverede i aftes, er ikke kun med afstand kampens bedste præstation, men én af de bedste præstationer, jeg har set i vores trøje i meget, meget lang tid. Ikke kun sad stort set samtlige hans afleveringer lige i skabet (den til Dimarco i første halvleg alene gør ham til en kandidat som MoM), men hans defensive indsats, spilbrud, dynamik og diktering af tempoet var grænsende til det absurde i aftes. Det er på grund af ham, at vi snapper ud af den lidt hektiske fase, vi endte i i midten af anden halvleg, hvor Juventus lykkedes med at lokke os frem og fange os i omstillingerne. Det er ham, der trak tempoet ud af kampen og fik styr på den igen. En helstøbt præstation, som man sjældent ser i fodbold - og i min verden sæsonens hidtil bedste personlige kamp i vores trøje.
11 ud af 10 til ham.
Det er på én eller anden måde lykkedes Inzaghi og trænerstaben, at ændre en god til meget god 10´er, til at være én af Europa´s allerbedste registe - og i processen få os til at glemme Brozovic.
Vi er fire point foran med en kamp i hånden, d´herrer.
FC Internazionale - Stadio Giuseppe Meazza
Triplete Solo Noi