Det var lidt en sort aften for Italien i går i CL.
Jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af Milan, men frydes også lidt, da jeg ikke kan udstå Theo Hernandez. Manden har utvivlsomt et alvorligt højt topniveau, men hvad nytter det, når man har den attitude, får de hjerneblødninger og har en tendens til at fokusere mere på teenagefarvet hår end sin klubkarriere.
Tænk hvor heldige vi er, at have en Dimarco, som måske ikke rammer Theos topniveau, men er hamrende stabil på højt niveau, lever professionelt med sin dejlige måne bagpå og arbejder stenhårdt for holdet. Det virker lidt som fortællingen om stenhårdt arbejde kontra at have et gudbenådet talent og pisse mod vinden.
Også vanvittigt at Atalanta ryger ud på den måde - i en kamp hvor Gasp ikke er bleg for at svine Lookmans evner som straffeskytte efterfølgende.
Det er ikke godt for koefficienten, at de ikke formår at gå videre, men må jo heppe lidt på Juve i aften for det fælles bedste.
I egen andedam skulle ledelsen have holdt møde med holdet om, at niveauet skal hæves igen. Må se, om det får en effekt - eller om vi også skal sidde med høj puls næste gang mod Genoa.