@ I4L
I bliver ved med at fremhæve den økonomiske virkelighed mens jeg slet ikke mener at det skal udgøre tungen på vægtskålen.
I og med penge spiller en større og større rolle i fodbold og Serie A på sin vis tabte netop den stoledans, kan jeg ikke se, hvordan det
ikke skal medregnes på vægtskålen.
Bottom line for mig er at det udgør en unik mulighed når vi over en femårig periode kan kalde os det suverænt bedst spillende hold i Serie A. I min tid som Inter-fan er det kun sket to gange, og jeg har trods alt fulgt med siden slutningen af 80´erne.
Yes. Men nu er bedst spillende ikke altid lige med mest vindende - og da især ikke i Serie A.
Derfor betragter jeg den magre høst i form af to mesterskaber som en forspildt mulighed.
Jeg betragter to mesterskaber, to CL-finaler, to CI sejre og tre SC sejre for ikke at være en mager høst - og da især ikke i en liga, der har været så homogen som Serie A, alt i mens man holder fanen absolut højest i Europa.
Som jeg allerede har skrevet et par gange, repræsenterer de i mine øjne to perioder hvor vi gennem fem sæsoner har vist sig at være det suverænt bedste hold i Serie A.
Jo, men grundlagene for de perioder af suverænitet er vidt forskellige. I 2006-2010 havde vi, udover Roma i to sæsoner, ingen reelle konkurrenter. I 2020 til nu kæmper vi mod Napoli, Milan, Juventus, Atalanta, Bologna, Roma og Lazio, der alle på skift udgjorde ligeværdige, eller sågar på papir bedre hold og i flere tilfælde havde bedre forudsætninger.
I 2006-2010 fejlede vi, sidste sæson fraregnet, gang på gang i Europa. I denne periode er vi et europæisk storhold.
Som du selv pointerer, tabte vi med henholdsvis ét og to point i sæsonerne 24/25 og 21/22. Det var ikke økonomiens skyld, det var bare os der forspildte en gylden mulighed ved at jokke i spinaten gentagende gange.
Det synes jeg, er enormt forenklet stillet op.
I den sæson hvor Milan vinder, gik sidstnævnte amok med 100 mio. € på transfermarkedet og hentede bl.a. Maignan, Tomori, Tonali og Giroud, mens vi mistede Onana, Hakimi og topscorer Lukaku, samt Conte, som ikke rigtigt bliver erstattet i første omgang - på trods af at vi ender transfermarkedet med 160 mio. € i plus. Milan gav også ret hurtigt op i Europa og kunne kun fokusere på ligaen.
Men på trods af (endnu en gang) flere kampe, tabte profiler og en ny træner, endte vi sæsonen to point efter naboerne, der i øvrigt røg på en hel usandsynlig række af smalle sejre og undgåede pointtab, ofte på baggrund af relativt sent scorede mål (uden det skal tage noget fra Milan - en sejr er en sejr). Og nå ja, vi vinder også lige CI og SC i samme sæson.
Og så er der jo sidste sæson, hvor Napoli, med rækkens i særdeleshed bedste "én kamp om ugen" træner i spidsen, vinder med ét fucking point, på trods af at man spiller sølle 41 kampe kontra vores 59 ditto.
Jeg kaldte allerede Napoli for kæmpe favoritter i midten af sæsonen, netop fordi de kunne hvile og rotere efter behag. Jeg skrev også, at jeg ville mene, det ville være en skandale hvis Napoli ikke vandt den. Og jeg mener fortsat, det er lettere pinligt, de ikke vandt langt mere komfortabelt.
Napoli´s strabadser i indeværende sæson underbygger også bare, at det kun af kunne fokusere på Serie A har været, hvis ikke altafgørende, så i det mindste afgørende.
Kort og godt er jeg villig til at medgive, at mesterskabet i 22 kunne have været vores - men jeg mener ikke, vi smed den i sidste sæson. Napoli havde alle de rigtige kort på hånden.