Snak

Det er ikke korrekt. Enrique stiller nærmest konsekvent med en 4-3-3. At den centrale midtbanespiller så i nogle af spillets faser falder ned mellem de to centralforsvarer og skubber de to backs op, betyder ikke, at de spiller i et tremandsforsvar. Det betyder blot, at taktikken er svævende i spillets faser.

Jeg ved ikke, om vi taler lidt forbi hinanden her.

Men altså, Enrique bygger som udgangspunkt altid op med tre i backkæden. 3-backkæden kan så skabes på flere måder. En back der bliver til en bred stopper, eller en midtbanespiller der falder ned i backkæden, mens backen så falder ind som central midtbanespiller. Når 6´eren falder ned i backkæden, kan det i øvrigt både være mellem de to stoppere og på siden (typisk til venstre).

Men tilbage står, at 3-backkæden skabes. Det er fuldstændig fundamentalt i Enriques system. Og det understreger, som jeg ser det, min pointe.

En back bliver til bred stopper eller central midt. En anden bliver til wingangriber. En central midt, bliver til central eller bred stopper. En central midt bliver til spidsangriber. Og sådan kan man blive ved.

Der findes masser af analyser derude, der går i dybden med Enriques system fx.: https://www.youtube.com/watch?v=yTl3LwQCS-k

Et 3-mandsforsvar kan sagtens være netop det - en kæde af tre stoppere, der bliver nogenlunde i deres roller.
Men det kan også være så meget andet. Dermed min påstand om et "arbitrært" begreb.

Et centralt element i Enrique´s taktik er, at de to centrale forsvarsspillere forbliver i deres positioner. For ham handler det om "floaters and anchors" - altså, en fleksibilitet der bygger på et fundament af enkelte markspillere.

Det kommer an på, hvad du mener med "bliver i deres positioner". Marquinhos trækker fx. meget ofte helt ud i det rum Hakimi efterlader. Det samme gør Pacho modsat, hvis Vitinha falder ned centralt og Mendes skubber op på midten.

Men det er rigtigt, at Enrique sjældent bruger sine stoppere i en Stones-rolle, hvor de skubber op som 6ere.

Det er ikke betinget af en bestemt formation, men det betyder omvendt heller ikke, at Enrique spiller med et tremandsforsvar.

Igen er jeg ikke helt sikker på, om vi taler forbi hinanden.

Men, min pointe er jo netop, at begreber som "3-backkæde" er arbitrære, fordi det kan materialisere sig på så mange måder.

En 4-backkæde kan blive til en 3-backkæde og vice versa, afhængigt af spillernes roller.

Det er velsagtens beskrivelsen på "arbitrært" i den sammenhæng (?)

Og det bringer mig til min anden pointe om 3-mandsforsvarets "død".

For det første giver det, som jeg ser det, slet ikke mening, at tale om systemer som standardiseret begreb.
Som @lothar fx. beskriver ovenfor, er samme system blevet fortolket på meget forskellige måder i Inter, på tværs af tre trænere.

Dernæst forbliver 3+2 et helt centralt koncept hos rigtig mange trænere, hvorfor det ville være logikstridigt, at trænere skulle gå væk fra netop 3-backkæden.

Nu kender jeg ikke den analyse og de argumenter, du henviser til. Dermed er det også svært (umuligt), at forholde sig til det konkret.

Der hvor jeg kan se en vis logik, er ift. spillertyper. De sidste +10 års generelle fokus på presspil, har åbenlyst stillet nogle andre krav til forsvarsspillere.

At stå med en flad 3-backkæde, bestående af garderhøje hovedstødsspecialister, der dog samtidig ikke kan tæmme en hjørnesofa, har selvsagt markante begrænsninger mod et hold, der presser højt.

I den kontekst, kan jeg sagtens følge påstanden. Men så kommer jeg blot tilbage til, at det jo ikke er repræsentativt for en "3-backkæde".

Hvorvidt en 3-back- eller 4-backkæde er det rette for Inter, vil jeg blande mig udenom. Mit perspektiv var mere generelt.

Vi taler om to vidt forskellige ting.

Debatten som har kørt de sidste par dage handler om formationen, som fordrer taktikken og beslutninger under kampene.

Det du taler om, er hvordan man stiller op i enkelte sekvenser i enkelte faser.

Det har du sikkert gjort dig nogle gode tanker omkring - men det er ikke videre interessant for den debat, der kører.