Hvor er det egentlig grotesk og typisk for livet, at man i flere år har gået og ærgret sig over holdets præstationer og stemningen i truppen, hvorefter - når situationen er vendt på hovedet, holdet spiller det bedste fodbold i verden, fremtiden ser strålende ud, forstærkningerne til næste sæson næsten ikke kan gå galt, Copa´en er i hus og alting glider i olie - man ikke en gang rigtig glæder sig over, at det længe eftertragtede og ovenud fortjente mesterskab kommer i hus i weekenden !
Istedet ser man kun fremad og tænker nærmest udelukkende på CHL-finalen. Taber holdet så denne ene kamp - måske i straffesparkskonkurrence, ender man med at blive helt skuffet over sæsonens udkomme, selvom den var en brøkdel af et sekund fra at være perfekt. Det er et paradoks....
Det minder lidt om Brian Laudrups udtalelser efter AC Milans 4 - 0 CHL-finalesejr i 1994. Laudrup fortalte, at han og nogle af de andre reserver - danskeren var slet ikke i truppen til kampen, men sad oppe på tilskuerpladserne - efter kampen kom ned i omklædningsrummet med nogle øl til at fejre triumfen i, men spillerne, som lige havde udført en pragtpræstation, ønskede ikke at feste og sad bare tavse og så på hinanden; de tænkte allerede på det VM, som skulle løbe af stablen nogle uger senere.
Brian Laudrup forstod vist aldrig holdningen, men han var så heller ikke typen, der passede ind i den professionelle fodboldverden ( det er jeg så åbenbart ).
Kopieret fra Liverpool-tråden d. 17. maj 2025 :
"Her fra skal i øvrigt lyde et tillykke og et tak til Barcelona for at redde fodbolden."