Redigeretsøn 11. maj 2025
Argh det var sgu ærgerligt, men jo ikke helt ufortjent. Jeg kan forstå på nogen FCK-fans (igen) synes at man var langt bedre end os. Sådan så jeg nu ikke kampen (men jeg har også indtryk af at barren for hvornår FCK "klart bedre end os" til tider er sat relativt lavt blandt nogen). Jeg synes kampen bølger meget især i starten. Da vi kommer foran tror jeg egentlig, at man langt hen af vejen er okay tilfredse med kampbilledet. Jeg synes ærligt ikke at hjemmeholdet kommer med ret meget der kan true os, før meget sent i kampen. Lössl har vel ikke rigtig nogen redninger.
Problemet er, at vores offensiv rammer et meget lavt niveau for dagen, så der er ingen kvalitet til at skabe dén omstilling, der havde lukket ballet: Buksa kæmper fint, men bliver ikke sat op. Gorgorza og Francu rammer ikke dagen og Dario er desværre tættere på at have en af de dage hvor han i frustration bliver udvist, end han var på at afgøre lortet. Og da man valgte at spille alle sine offensive kort fra starten, så var der ikke noget at skyde med. Jeg synes det blev mere og mere tydeligt som kampen skred frem at enten ville FCK faktisk få sat et eller andet brugbart sammen, eller også sluttede den 0-1. Det blev desværre det første, hvor de trods alt for lagt det der pres i til sidst, der kaster en scoring af sig. Og det er svært at føle, var helt ufortjent.
Jeg synes i øvrigt at Redder dømmer en okay kamp. Begge hold kan nok pege på en kendelse eller to man føler skulle være dømt anderledes. Men synes ikke det var så slemt. Min eneste store anke var, at det var brok der endte med at give Delaney det meget velfortjente kort, der sendte ham i karantæne i Randers. Han giver mig lidt de samme vibes som da Agger kom hjem; Han er virkelig en klassespiller, og det er tydeligt. Til gengæld oplever jeg også lidt, at han spiller efter en helt anden linje end alle andre på banen (både med- og modspillere). Og det i øvrigt ikke kun i dag. At han ikke fik gult inden han får den brok var jo nærmest en parodi. Jeg ved ikke om det gule for brok var lidt en kompensationsdom?
Og var det i øvrigt ikke klokkeklart vores bold i situationen hvor Delaney og Silva slår hovederne sammen, hvor Ramaj vælger ikke at sparke bolden ned til os, men vælger at starte et FCK-angreb i stedet? Eller så jeg den forkert?
Det er naturligvis ikke helt slut. Det er det jo ikke når man kun er 1 point efter, og der stadig er flere kampe, og Randers bliver ingen walkover. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt tror på den. Særligt med vores tur til Brøndby in mente. Jeg kunne godt frygte at FCK vinder i Randers søndag, gutterne kender resultatet og flopper i Brøndby, og så er det afgjort. Men vi må jo sørge for at gøre vores og vinde de to sidste. Skulle FCK vinde dem og nappe mesterskabe, så er det ikke indsatsen i dag vi i så fald smider det på. Det er på 2 point på udebane i hele slutspillet - og 0 sejre på udebane mod top 6-holdene. Så gør man det svært for sig selv. Men det vil også være fortjent nok at FCK tager den, såfremt de gør det. De har kørt et resultatmæssigt flot slutspil af, må man sige.
DK: FC Midtjylland
Mener at den danske Supercup bør genindføres!