Spillerne er så småt ved at gå på sommerferie, og så er det jo et meget passende tidspunkt at gøre status på foråret, og sæsonen som helhed.
Jeg synes egentlig at foråret har været "okay" rent resultatmæssigt, når man tager i betragtning, at vi i vinterpausen traf et valg om at give chancen til mere eller mindre uprøvede kræfter som Juelsgaard, Albæk, Sivebæk m. fl.. Også fordi vi i perioder måtte undvære flere af de etablerede spillere (Kolja, Poulsen, Olsen, Florescu) pga. skader. Forhåbentlig kommer satsningen på egne talenter os til gode i de kommende sæsoner.
Til gengæld har foråret været en spillemæssig skuffelse, Det er slet ikke lykkedes os at ramme takterne fra kampene mod City og den første kamp mod OB, og det har været alt for sjældent at vi har fremstået som et hold. Men ok; hvis et hold i løbet af en sæson spiller tre gode og femten dårlige kampe, hvad er så egentlige mest sigende for holdets sande niveau?
Anyway, i en konstruktiv ånd, synes jeg det er på sin plads at udpege nogle fokusområder til den kommende sæson, dvs. nogle aspekter vi skal forbedre, hvis vi atter skal koble os på ligaens frontløbere.
Forsvaret skal stives af
Hvis man kaster et blik på tabellen, så er det tydeligt, hvor vi stikker ud i forhold til holdene i top3. Vi lukkede 20 mål mere ind end FCK, og 15 mere end OB og Brøndby.
Skader, karantæner og de rokeringer der følger deraf er naturligvis en del af forklaringen, men sat på spidsen mener jeg kun, at der er én af vores midterforvarere, der har niveauet til toppen af ligaen. Jeg satser på at lave en evaluering af de forskellige kæder på et senere tidspunkt, hvor jeg vil gå lidt dybere ind i den diskussion.
Bedre til at forsvare os mod dødbolde
Hænger selvfølgelig sammen med det forudgående punkt, men jeg synes problemet er så stort, at det fortjener at blive behandlet særskilt.
Tidligere har det været et problem, at vi fik alt for lidt ud af vores offensive dødbolde, men jeg synes denne sæson har budt på nogen fremgang, hvad det angår. Vi er blevet mere farlige på først og fremmest hjørnespark, og er det hold, der scorer flest mål med hovedet. Problemet ligger i den anden ende af banen, hvor vi har foræret modstanderne det ene mål efter det andet, enten direkte efter hjørnespark/frisparksindlæg, eller også fordi vi ikke får clearet bolden ordentligt. Det kunne være interessant at se en opgørelse over, hvor mange mål vi har givet væk på den konto. Jeg har på fornemmelsen, at antallet ville få en til at blegne.
Heldigvis er det en svaghed, der relativt let bør kunne udbedres med målrettet træning, men faktisk burde det slet ikke være så stort et problem, for vi har den nødvendige blanding af fysik og styrke i luftrummet på holdet. Her er et område, hvor vi halter markant efter holdene i top 3.
Færre kort og karantænedage
I løbet af sæsonen samlede vi ikke færre end 66 gule kort op, hvilket er det højeste antal i ligaen.
Det er et problem, for ikke alene risikerer det at hæmme os under selve kampene, men kortene kastede også 18 karantænedage af sig, og det er alt for mange, sammenlignet med de øvrige hold fra den bedste halvdel. Vi burde ligge omkring 10 karantænedage. De hyppige karantæner er gift for et hold med mange urutinerede spillere, for det betyder, at man jævnligt må rokere rundt, og gør det sværere for holdet at finde rytmen, og få "automatismerne" ind på rygraden.
De mange kort er ekstra frustrerende, for jeg sidder med en følelse af at mange af dem var unødvendige. Vi trækker mange kort fordi spillerne oversatser i en tackling, eller går for voldsomt ind i duellerne i situationer, hvor der ikke umiddelbart er fare på færde.
Både Erik Rasmussen og Thomasberg har vægtet aggressivitet og styrke i mand-til-mand duellerne højt, men lige nu bliver der simpelthen lavet for mange "uprofessionelle" frispark, især af folkene i motorrummet.
Bedre på udebane
Med ni point i de sidste fire udekampe, endte vi med en hæderlig udebanestatistik på 21 point, hvilket rækker til en delt femteplads på listen over bedste udebanehold. Det ændrer dog ikke ved, at vi igen i denne sæson har haft det svært på fremmed græs. Imo er holdet ganske enkelt ikke stærkt nok til at vi kan gå ud og dominere en kamp på udebane, sådan som holdene foran os ofte er i stand til.
Til gengæld har vi et hold og nogle spillertyper, der er i stand til at praktisere en giftig omgang omstillingsspil, noget der ikke er blevet mindre udtalt med tilføjelsen af spillere som Albæk og Sivebæk. Så derfor: Tag konsekvensen og gå i endnu højere grad over til at spille med én taktik til hjemmebane-kampene og en anden til udebanekampene.
I'll be honest, Gamby. I've never had an ounce of respect for you. I just thought you were the lamest, dumbest person I'd ever met. Just somebody who was fuckin' *nothing*.