Redigerettirs 23. jun 2009
Tredje afsnit i den episke saga om 2008/2009 sæsonen for FCM:
Backpladserne
Backpladserne var ramt af mange skader i den forgangne sæson, og derfor har der også været roteret flittigt på pladserne.
Kolja løb ind i en af sine sjældne skader, og fik en stor del af foråret spoleret af en genstridig skade i knæet. Det ændrer dog ikke ved, at at han også i den nye sæson bliver en nøglespiller. På et ungt og uerfarent hold er det vigtigt at have en håndfuld rutinerede spillere, der holder et stabilt højt niveau fra kamp til kamp, og det formår Kolja i høj grad. I mine øjne ville Kolja i kraft af sine defensive kvaliteter og sin baggrund være et scoop for en klub fra den nederste halvdel af Bundesligaen, men et salg er (heldigvis!) rykket længere væk efter hans kontraktforlængelse.
Efter næsten et års genoptræning vendte Leon Jessen i slutningen af april tilbage til førsteholdet, og han må være overmåde tilfreds med, hvordan hans comeback er forløbet. Jeg frygtede, at hans lyskeskade ville bryde op på ny, så snart han blev udsat for belastning, men Brande-drengen har været helt forskånet for skader, så tilsyneladende har lægestaben set rigtigt ved ikke at forcere hans tilbagekomst. De mange skader i truppen, betød at han blev kastet rundt på holdet, og både spillede venstre og højre back, samt højrekanten, hvilket han alt sammen løste fint.
Jeg håber at vi snart kan offentliggøre en forlængelse med Jessen, for han er en værdifuld spiller i kraft af sin alsighed, og så er han - alderen til trods - en af de mest rutinerede kræfter i truppen med 97 førsteholdskampe. Og så er han ganske enkelt bare en rigtig god back imho.
I venstre side kan Christopher Poulsen se tilbage på en utilfredsstillende sæson, hvor han ikke ramte det høje niveau fra det første år i klubben. Efter et efterår på det jævne fik han mere eller mindre ødelagt hele foråret af skader, først i skikkelse af en betændt akillessene, der ødelagde sæsonoptakten og tvang ham til afbud til ligalandsholdet, og siden var det en meniskskade, der hæmmede hans spil.
I starten af maj stod det klart, at han måtte under kniven, men han ventes at deltage normalt i forberedelserne til den nye sæson. CP har selv givet udtryk for at han kunne være på vej til at blive solgt, da klubben råder over tre kompetente venstre backs, men det tvivler jeg personligt på. Interessen fra udlandet må formodes at være kølnet, og jeg tror ikke FCM er parat til at slippe ham, medmindre man som minimum får de penge ind, som man gav for ham i Viborg (angiveligt 5 mio.).
Dermed er der lagt op til at Poulsen også i næste sæson kommer til at slås med Jesper Juelsgaard om pladsen som venstreback. Akademispilleren fra Spjald har udviklet sig godt i Skive og benyttede Poulsens skades- og formproblemer til at understrege, at han er parat til Superligabold. Der er stadig placeringsproblemer fra tid til anden, men Juelsgaard er ligesom Jessen en velafbalanceret back, der behersker både de defensive og det offensive aspekter af backspillet - det bliver spændende at følge ham i den kommende sæson. Er derudover ved at etablere sig som fast mand på U21-landsholdet.
Sidst (og mindst) har vi Filip Marcic, der i vinterpausen besluttede, at han ville blive og kæmpe for en plads på holdet. I de fire kampe han fik i foråret, var kroaten i bedste fald anonym, men for det meste var han bare pivringe. I de sidste seks kampe var han end ikke på bænken, og det siger vel alt. Det er fuldstændigt surrealistisk at tænke på, at Marcic var udset til at skulle afløse Kolja, og i et større perspektiv bør enhver FCM-fan krumme tæer over det scoutingarbejde vi udfører på det øst- og centraleuropæiske marked. Jeg håber forventer, at Ørgaard i løbet af sommerpausen sætter sig ind i bilen, og afleverer Marcic på en rasteplads udenfor Split, så vi kan komme i gang med at fortrænge, hvor dårligt et køb det var.
Konklusion: Skader er naturligvis svære at gardere sig imod, men i udgangspunktet synes jeg, det ser rigtig fornuftigt ud på backsene, både kvalitativt og kvantitativt.
Vi råder over en trup med ikke færre end fem rendyrkede backs, hvilket må siges at være en luksus, sammenlignet med eksempelvis AaB, der har Bøgelund og en omskolet Michael Jakobsen, og i deres fravær må til at omplacere folk som Patrick Kristensen, Lasse Nielsen og Daniel Christensen.
Jeg synes dog godt man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er en luksus, vi kan tillade os, både af økonomiske årsager, men også fordi den nye sæson byder på færre kampe. Forhåbentlig kan vi slippe af med Marcic, selvom det er svært at se, hvem han skulle være interessant for. Han kommer næppe til at indbringe mange basseører, men hvis blot vi sparer lønudgiften, er det egentlig ok med mig.
Næste kapitel: den centrale midtbane
I'll be honest, Gamby. I've never had an ounce of respect for you. I just thought you were the lamest, dumbest person I'd ever met. Just somebody who was fuckin' *nothing*.