Har FCN stået i en værre situation under Vernon rent sportsligt?
FCN blev overtaget af Tom Vernon/Pathway Group i December 15. På daværende tidspunkt lå FCN nr. 6 i Superligaen. Man indsatte i stedet Hjulmand og sæsonen endte med en 9. plads. 11 sejre - 5 uafgjorte - 17 nederlag, en målscore på 25-51 og samlet 38 point.
Sidste år på samme tid havde man scoret færre mål, indkasseret flere og havde færre point, men lå også nr. 8.
Så ja.
Med i "den sportslige situation" bør medtages at akademierne er langt mere udviklet i dag og FCN´s talentudvikling er udnævnt til "et akademi i international topklasse" og DK´s bedste. At akademierne er harmoniseret og har lært af hinanden. At der er en kontinuerlig fødekæde af talenter på vej.
Desuden bør man i "den sportslige situation" også medtage at FCN er ved at opbygge et nyt træningsanlæg i europæisk topklasse der skal være det bedste i Norden og, som minimum på niveau med det tilsvarende i Ajax. Samt at FCN nu er begyndt at kunne tiltrække kapaciteter som Essien og Djourou. Desuden henter man nu talenter fra hele Norden og Slovakiet til at supplere egen talentudvikling.
Dertil bør man tillægge den økonomiske situation hvor FCN har udbetalt sin gæld til de oprindelige investorer og i dag står uafhængig af investorer, med en gæld der er reduceret med knap 50% siden overtagelsen (langsigtet gæld reduceret fra ca. 90 mio til ca. 50 mio).
Den økonomiske sitaution gør også at FCN eksempelvis "bare" ville kunne smide eksempelvis 30 mio. efter forstærkninger i vintertransfervinduet såfremt man så det nødvendigt. Et greb der selvfølgelig ville udskyde andre ting, men et greb der ville være muligt hvis man skønnede det nødvendigt.
Skåret ind til benet kan FCN´s nuværende krise umiddelbart reduceres til, at FCN i talentudviklingen og fødekæden har skønnet forkert og mangler nogle få spillere der kan binde angrebsspillet sammen og fodre de hurtige driblestærke angribere med kvalificerede afleveringer. Hertil kam man måske tilføje en målscorer - mit bud er dog at et par offensive spillere - a la Damsgaard/Kudus typen - burde gøre det.
Jeg mener at der her i forum skydes vildt i blinde mod enkeltspillere, trænere, spillestil etc. i et desperat forsøg på at placere aben et el. andet sted men, at det bliver for unuanceret og sort/hvidt.
En alvorlig kritik af klubben mener jeg dog kan rejses ved, at den sportslige sektor har vurderet forkert og ikke har fundet tilstrækkelig afløsning for Kudus/Damsgaard samtidig med, at de øvrige spillere på øvrige positioner i år ikke er vokset tilstrækkeligt til at dække tabet.
På positivsiden tæller et styrket forsvar og at man trods udfordringerne - til en vis grad - lykkes med at implementere en anderledes midlertidig spillestil.
Og nej, det er sgu ikke sjovt at sige at SJE på dagen "er et bedre hold" - og da slet ikke SJE. Sagen er dog at de har en dygtig træner der har fået alt hvad han har peget på i 4 transfervinduer og man har investeret ikke så lidt og derfor i år er et top-5 hold. Dette samtidig med at FCN i år slås med midlertidige udfordringer i trupsammensætningen.
Endelige kan man også kritisere FCN´s kommunikation hvor man ikke klart melder udfordringerne ud, tager ansvar for dem og peger på hvad man kan gøre ved det. Det bliver desværre nok kun en nytårstale i forblommede vendinger der omtaler overordnede værdier og vores "robuste skrøbelighed" el. lign.