Snak

Personligt (som det nok er gået op for de fleste) er jeg ikke tilhængere af "ledertyper" der skal dirigere med de øvrige, da jeg finder det vil ødelægge udviklingen af den selvstændige beslutningstagen.

Med den hippie tilgang til ledelse og for den sags skyld opdragelse af unge spillere, så er der intet at sige til hvis FCN talenterne fejler når de en dag havner i det langt mere kyniske udland.

Fodboldopdragelse i FCN skal vel også omhandle at forberede talenterne på deres videre færd i andre europæiske klubber?

Ikke at man skal svine spillerne til, det er ikke pointen, men at det naturligvis er i orden som træner at tale/råbe med store bogstaver når der virkelig er brug for det.

Den anden tilgang er jo den berygtede curling-mentalitet.

@Stankovic

Både og. De to trænerfilosofier i ekstremerne resulterer jo i det samme. Ved den selvtrænende model vil de læne sig tilbage og nyde nul konsekvenser, mens ved den råbende træner vil de aldrig lære at stå på egne ben.

Fordel ved den selvtrænende model er jo at de netop lærer at stå på egne ben, og tage egne beslutninger for at kunne tilpasse sig nye omgivelser og nye "input". Dér hvor den råbende træner så skal ind, er netop der hvor de læner sig lidt for meget tilbage og tager det afslappet da ingen ellers kommer efter dem hvis de fejler.

Så den her "hippie" tilgang krydret med en guidende/"råbende" træner er vejen frem. Ekstremerne duer ikke.

Hjulmand var den perfekte balance synes jeg. Han reagerede prompte hvis tingene ikke gik med råb og skrig. Hvis det gik, slappede han helt af.

Som mange andre synes jeg er decideret provokerende, når man ikke reagerer og/eller viser lidt negative følelser når tingene ikke går. Man føler nogengange næsten en apati gennem skærmen.

Både og. De to trænerfilosofier i ekstremerne resulterer jo i det samme. Ved den selvtrænende model vil de læne sig tilbage og nyde nul konsekvenser, mens ved den råbende træner vil de aldrig lære at stå på egne ben.

Hvilket jeg netop lidt mindre elegante forsøgte at nævne som en pointe ved at der skal kunne tales med store bogstaver.

Dit indlæg er jeg som sådan enig med dig i. En Felix Magath type, for at tage et ekstremt eksempel viser sig ej fordelagtig hellere.

Men. En træner er nu engang en lederansættelse/autoritetsskikkelse, hvorfor at det må forventes at vedkommende kan sætte sig i respekt og rette når dette behøves.

Warning - langhåret indlæg om pædagogik.

FCN tænker jo rigtig meget pædagogik i spillerudviklingen. Alene ordet pædagogik i forbindelse med voksenfodbold, vil dog nok få en til at stejle. For nu at gøre det mere indviklet så deler man pædagogik op i læringspædagogik og udviklingspædagogik hvor der findes helt forskellige værktøjer og metoder til hver skole.

I læringspædagogikken er det utallige gange dokumenteret at man lærer mest ved en induktiv metode frem for en deduktiv metode. Altså, at man lærer og husker langt mere ved selv at regne den ud og gennem sit eget arbejde og refleksion at kunne sige "aha! nu forstår jeg det" frem for at man får fortalt at sådan og sådan hænger det sammen.

Skåret helt ind til benet så vil man altså bedre kunne forstå, anvende og huske tingene hvis man selv regner sig frem til det end hvis man får fortalt at "du skal gøre sådan". Altså det giver mindre at få skreget i hovedet "du skal kraftedeme gå mere til den", end hvis man selv regner det ud. Eksempelvis ved at man efterfølgende ser et videoklip at en situation og bliver bedt om at regne ud hvad man burde have gjort i den situation og når frem til "jeg skal kraftedeme gå mere til den". Den typiske læring forbedres med 150% ved at man selv regner det ud.

Kombinerer man det så oven i købet med praktiske øvelser bagefter hvor man kan udføre og afprøve læringen - ja, så giver læringen et udbytte der ligger på omkring 300% mere end blot ved at få det fortalt.

Selv om man måske godt kan huske og det giver større indtryk at have en til at skrige frustrationen ind i ansigtet på sig, så giver det ikke den samme forståelse, og dermed heller ikke evne til at udføre det i praksis.

En kamp består af så mange input man skal beskæftige sig med at det bliver en utrolig kompleksitet. I FCN forsøger man at reducere denne kompleksitet ved at nedbryde spillet i mindre og færre enheder. Grundfilosofien i dette er FCN´s inddeling af banen i 16 felter. Alle spillere i ungdomsafdelingen ved på rygraden, uden at tænke sig om, hvad man bør gøre med bolden når du modtager den i et bestemt felt, afhængigt af kampsituationen. På baggrund af dette har FCN x antal opspilsmønstre, x antal angrebsmønstre etc. som alle spillere kan udenad og som ligger på rygraden. På den måde har man reduceret spillets kompleksitet så man har færre valg at træffe på selve banen. Inden for de spilmønstre man har skal man så selvstændig kunne træffe beslutninger - men langt færre beslutninger end på så mange andre hold der ikke angriber det med samme metodiske tilgang.

I den forbindelse tror jeg altså ikke så meget på "han-bavian-metoder". Jeg tror ikke så meget at lederne skal være dem der råber højest - for det er sgu sjældent dem er er de mest refleksive. I stedet er jeg fan af at spillerene selv udpeger hvem de ser som ledere - altså hvem der kan lære fra sig, holde overblikket etc. og indstiller dette til trænerstaben der på baggrund af dette udpeger anførergruppen som så udgør holdets ledere. Altså som det foregår nu.

Det burde være pensum for FCN-fans at lytte til nedenstående som noget mere detaljeret forklarer hvad jeg forsøger ovenstående.

Jeg kan anbefale denne podcast om FCN´s spillestil: https://www.mediano.nu/oversigt/2019/2/19/her-er-den-taktiske-opskrift-p-fc-nordsjllands-spil?rq=spillestil

Samt denne skriftlige gennemgang af FCN´s spillestil: https://www.mediano.nu/oversigt/2016/11/10/fodboldstrategi-lren-om-the-modern-game-anno-2016

Det er nogle meget fine oplysninger. Hvis så bare det fungerede i praksis i professionel fodbold, hvilket det ikke tegner til. I alle store klubber, hvor vi formentlig sælger vores spillere til, er det kun sejre der tæller. Her vil spillerne møde trænere der ikke har andet i hovedet end resultater. Den mentalitet er der ikke hos os i FCN, da vi agere som et akademi uden det psykiske pres, som de vil opleve senere hen i karrieren, hvor der ikke vil blive hverken talt pædagogiks med dem, eller blive nurset om dem, som de gør i vores klub, hvor udvikling er altoverskyggende. Jeg mener, at der skal findes en balancegang, hvor spillerne psykisk bliver forberedt på, hvad der venter dem i udlandet. Jeg tror på, at det skal en autoritær og krævende cheftræner til som er verbal på sidelinjen, der taler med store ord, når spillerne ikke lever op til forventningerne, ligesom man vil opleve i udlandet. Hvis dette ikke sker, så vil vi opleve spillere, som ikke har den rette vindermentalitet og vilje til at gå gennem ild og vand for at få sejren i hus. Derfor får vi ALDRIG den sportslige succes, da det hele bare er en læringsproces for den enkelte spiller, til de bliver skudt afsted. Men igen, FCN har været ude og sige, at udvikling af den enkelte spiller er vigtigst, så det pædagogiske giver måske meget god mening i en klub, som ikke har sportslige ambitioner andet end et springbræt for unge spillere. Jeg håber virkelig på, at der bliver fundet en balance, så vi fans igen kan se, at klubben ikke er nedprioriteret fremfor den enkelte spiller. Sportslig succes skal være hovedmålet i enhver professionel fodbold klub! Dette kan man sagtens nå med en masse delmål om talentudvikling, men det ene må og skal ikke overskygge det andet, som tilfældet desværre er pt i FCN.

Jeg mener det er vigtigt vi adskiller pædagogik fra taktik. Vi er uden tvivl gode til det fodboldfaglige og dygtiggøre vores spillere, og har kæmpe kapaciteter i Flemming og de andre i klubben.

Men det rent motivationsmæssige er en mere kompliceret størrelse, og kan ikke kun koges ned til de pædagogiske principper FCN bygger sit argument på ovenfor. At motivere, få spillerne comittet til at give sig 110% og være sat helt rigtigt op til en kamp har mange klubber fokus på. FCM har f.eks. haft BS Christiansen tilknyttet i en årrække for at skabe en større vinderkultur i klubben. Flere spillere peger på David Nielsen som en fantastisk træner - ikke fordi han var et geni i taktikrummet. Den del tog Chr Nielsen sig af i Lyngby - men fordi han evnede at motivere og lede på den måde, hvor spillerne gik det ekstra, og var topklar og motiverede. Hver gang. Den mentalitet mener jeg vi mangler noget af i FCN.

Som jeg ser det er det 100% den mest ambitiøse vej FCN har valgt.
Ja den er ekstrem og forholdsvis kompromisløs men det er også en nødvendighed hvis man skal kunne gøre sig forhåbninger om at udrette noget ekstraordinært på sigt. Begynder vi at gå på kompromis ender vi som en af mange små klubber som gøre tingene "balanceret" eller som jeg vælger at kalde det "halv-hjertet".

Vi har en klar vej og vi har taget det svære spring og nu handler det om at holde fast. Du kan godt argumentere for at ville vende tilbage til en mere "normal" måde at gøre tingene på men så må vi også bare forvente at det bliver "normale" resultater som for en klub med FCNs forudsætninger formentlig er en tilværelse i 1. division.

Udvikling er nøglen til de ambitioner FCN har. Ideen er jo at udviklingen af unge spillere skaber et økonomisk fundament (som FCN ellers ikke ville have). Derfra kan man udvikle klubber yderligere og dermed forvente at vi gradvist tager skridt i den rigtige retning sportsligt. Så det efter min mening en stor misforståelse at tro at det ikke handler om at vinde. Det hele handler om at vinde på men på sigt. Fundamentet skal være på plads og det er det vi er ved at opbygge.
FCN har ikke tryllestav så de må forholde sig til den realitet klubber lever i.

Tak for et fint indlæg og en god måde at koble det sammen.

Men jeg køber det ganske enkelt ikke og det er altså meget højtflyvende når professionelt sport er enormt pragmatisk. Fodbold er ikke en videnskab, om man vil det eller ej.

Det er ikke en ungdomsklub, det er en professionel fodboldklub og virksomhed. De unge gutter er sikkert super hårdtarbejdende, men de er også født med et talent, som stortest ingen har. Et talent der gør at de kan få et liv med meget frihed og stortset ingen bekymringer som almene mennesker har massere af. Hvis det er ikke er motivation nok eller man ikke er moden nok, er det helt fint, men vi skal ikke til at lege ungdomsklub eller fritidshjem. Der sætter jeg alligevel grænsen. Vi skal realisere store fodboldtalenter uagtet hvilket vilkår det er (Ghana eksempelvis) og vi skal have en identitet, også skal vi ikke mindst vinde fodboldkampe, give folk god underholdning, hvilket er produktet i fodbold.

Ultimativt er vi jo udbydere af et underholdningsprodukt. Hvis ikke folk føler sig underholdt vælger de det fra.

FCN er så bare gået i en anden retning og koblet fodbolden med det sociale/samfudsmæssige. Uagtet vores tilgang er målet stadig at vinde da den nuværende tendens er bekymrende.